Henover sommeren har Holdsport været ude på grønsværen for at teste de fem nyeste fodboldstøvler fra alle de store mærker. Dermed kan du få noget inspiration til hvilken model du skal købe før den nye sæson for alvor går i gang. Testen er bygget op så både en person med en smal fod og en person med en bred fod har afprøvet støvlerne. Det giver dig den mest præcise og brugbare hjælp i forhold til valg af nye støvler, der passer lige netop dig.

For at gøre de fem forskellige støvletests sammenlignelige, har vi vurderet dem ud fra nogle relevante parametre, som er essentielle i forbindelse med valg af fodboldstøvler. Hver test indeholder tekniske specifikationer for støvlerne, og du kan selvfølgelig også hvorledes støvlerne er blevet vurderet ud fra følgende parametrene på en skala fra 1–5: - Design - Komfort & Pasform - Stabilitet & Kvalitet - Boldkontrol & Skud/Aflevering

Vi håber at I finder vores fodboldstøvletest brugbar, således I har det helt rigtige par støvler klar til den nye sæson!

Puma evoSpeed 1.2

Puma evoSpeed 1.2Puma evoSpeed 1.2Puma evoSpeed 1.2Puma evoSpeed 1.2

Puma evoSpeed 1.2 er den anden udgave af deres letvægtsstøvle og der er forbedret en hel del i forhold til forgængeren. Den er optimeret på områder som vægt, pasform og fleksibilitet, hvilket hjælper dig til at præstere på et højere niveau uden at der er gået på kompromis med stabilitet og komfort. Støvlen gør dig i stand til at bevæge dig hurtigere samtidig med at du bevarer en god boldkontrol selv ved høje hastigheder. Der kan trækkes mange paralleller til Mercurial Vapor støvlen fra Nike, som besidder mange af de samme egenskaber. Det er derfor ikke overraskende at hurtige tekniske spillere som Radamel Falcao og Sergio Aguero med mange mål i støvlerne netop benytter denne støvle.

Specifikationer

  • Vægt: ca. 188 gram
  • Everfit Cage: Denne teknologi er placeret inde i støvlen for at yde fleksibilitet og stabilitet til din fod.
  • DuoFlex: Pebax-ydersålen består af DuoFlex teknologi og kegleformet knopper med en mindre diameter for at optimere greb.
  • Microfiber Upper: Støvlens øverste lag som er lavet ud i ét stykke er blødere og lettere en nogensinde før, hvilket kombineret med det nubrede GripTex 3D print øger boldfølingen i både tørt og vådt vejr.
  • Speed Track: Fungerer som ydersålens ’rygrad’ hvor den yder støtte og forbedrer vendinger og reaktionsevne.

Design

    • Puma har med denne model skabt en stilfuld støvle, som tager sig rigtig godt i den sorte/gule/blå farvekombination, der er med i denne test. Støvlen findes i yderligere fire farvekombinationer, men vi tager vi kun højde for designet af støvlen, der er med i denne test. Designteamet bag Puma evoSpeed 1.2 er inspireret af racerbilers glatte kurver og aerodynamiske linjer, hvilket er afspejlet i grafikken på støvlen. Ifølge testpanelet fungerer dette rigtig godt for dem, da de har formået at skabe en skarp og strømlinet støvle, hvor overdelen kun består af ét enkelt stykke ligesom Mercurial Vapor støvlen. De minder derfor i høj grad om hinanden, hvilket blot bliver endnu tydeligere, når man også tager den store PUMA påskrift, der figurerer på indersiden med i betragtningen. Dette store logo trækker dog en smule ned i den samlede karakter, da det virker lidt for selviscenesættende. Men hvis du kan se bort fra dette, så står de blå og gule farver i super flot kontrast til den dominerende sorte farve, hvilket giver støvlen et moderne look, som du med sikkerhed vil elske.
Karakter (4/5)

Komfort & Pasform

    • Med Puma evoSpeed 1.2 har man forsøgt at skabe en så komfortabel støvle som muligt. Den er blevet polstret med puma’s egenudviklede skum, hvilket sammen med Everfit Cage teknologien får foden til at føles stabil og godt tilpas i støvlen. Men da testpanelet begynder at løbe rundt med støvlen på, slutter denne gode fornemmelse desværre. Støvlen føles stiv og ikke særligt fleksibel, hvilket nok skyldes Speed Track teknologien, som sidder under sålen. Frem for at tilføre en forbedret reaktionsevne og hurtigere vendinger, gør den støvlen mere klodset når man er oppe i fart. Dog kan denne stivhed ændre sig efter længere tids brug, hvilket dermed gør støvlen forholdsvis komfortabel. Desuden kan de runde knopper mærkes op gennem sålen efter længere tids brug, hvilket medfører at man bliver en smule øm under foden.
    • Med hensyn til pasformen falder den ikke just i testpanelets smag. Hvad angår den testpersonen med den brede fod, så er der faktisk tale om en forholdsvis bred model, som medfører at støvlen ikke klemmer om foden. Dog er støvlespidsen forholdsvis spids, hvilket medfører at foden ikke kan komme helt ud i støvlen. Det føles en smule ubehageligt samtidig med at mister man en smule boldføling. For testpersonen med den smalle fod er der tale om en støvle, der ikke sidder særlig godt til grundet modellens brede pasform. Puma evoSpeed 1.2 kan derfor ikke anbefales hvis man har en smal fod, mens en person med en bred fod godt kan forsøge sig med denne støvle.
Karakter Smal (2/5)
Karakter Bred (3/5)

Stabilitet & Kvalitet

    • De traditionelle runde knopper på Puma evoSpeed 1.2 fungerer ikke specielt godt sammenlignet med både adidas’ og Nike’s knopkonfiguration. Selvom de er blevet gjort tyndere på denne model, så giver de ikke et ligeså godt greb i græsset, hvilket medfører at både accelerationen og hurtige vendinger er nedsat. Dog føles støvlen meget stabil når man bevæger sig rundt og den giver generelt et indtryk af at være en ganske udmærket allround støvle.
    • Med henblik på støvlens kvalitet så føles materialet noget kraftigere end hos Mercurial Vapor støvlen, hvorfor den giver et indtryk af at være mere slidstærk. Dog medfører dette lidt kraftigere materiale også, at støvlen føles knap så blød og nærmest plastiskagtigt, hvilket får den til at fremstå som en ringere kopi af Mercurial Vapor støvlen. Dog kan denne fornemmelse muligvis forsvinde efter længere tids brug, når støvlen er blevet gået til.
Karakter (3/5)

Boldkontrol & Skud/Aflevering

    • Da vi tester støvlen med bold, bliver begge testpersoner positivt overrasket. Boldfølingen er helt i top og mikrofiber overdelen skaber en super kontakt mellem bold og fod. Man har en virkelig god kontrol og behøver derfor ikke bekymre sig om at bolden springer fra en. Desuden hjælper den nubrede GripTex teknologi på forfoden dig med at holde bolden tæt til foden når du er oppe i fart.
    • Da vi tester Puma evoSpeed 1.2 i forbindelse med skud og afleveringer er der lidt delte meninger i testpanelet. Testpersonen med den brede fod har et rigtig godt træf på bolden i forbindelse med både skud og afleveringer, hvorfor præcisionen er helt i top. Det samme kan dog ikke siges om testpersonen med den smalle fod, da han rammer bolden forskellige steder på støvlen ved både spark og afleveringer. Dette hænger højst sandsynligt sammen med at støvlen ikke sidder ordentlig til på foden, hvilket medfører at han ikke rammer ligeså nøjagtigt.
Karakter (4/5)

Konklusion

    • Puma evoSpeed 1.2 er en ganske udmærket støvle, men den scorer dog ikke topkarakterer hos nogen af testpersonerne. Designmæssigt er støvlen dog med helt fremme på grund af sit skarpe look og flotte farvekombination. Støvlen er ligeledes ganske komfortabel, om end den føles en smule stiv, hvilket dog nok skal udjævne sig efter længere tids brug. Med hensyn til pasformen så er denne støvle ikke egnet til en smal fod. Omvendt hvis man har en bred fod er Puma evoSpeed 1.2 klart at fortrække frem for Mercurial Vapor, hvis man ønsker en ’speed-støvle’ med lav vægt. Hvad angår støvlens stabilitet og kvalitet, er det ikke noget at skrive hjem om. Disse attributter er hverken fremragende eller forfærdelige, men placerer sig som en blød mellemvare sammenlignet med de andre støvler i testen. Boldkontrollen derimod er helt i top, hvilket er en meget vigtig egenskab når man kommer op høj fart, som tilfældet er med disse ’speed-støvler’. Dog har testpersonerne et forskelligt træf på bolden når det kommer til skud og afleveringer, hvilket skyldes pasformen. Derfor kan Puma evoSpeed 1.2 kun anbefales hvis du har en bred fod og gerne vil benytte en ’one-piece speed-støvle’. Personer med en smal fod anbefales omvendt at købe en Nike Mercurial Vapor IX støvle, som også figurerer i denne test.
Samlet karakter Smal (13/20)
Samlet karakter Bred (14/20)

af Klaus Nordstrøm