Henover sommeren har Holdsport været ude på grønsværen for at teste de fem nyeste fodboldstøvler fra alle de store mærker. Dermed kan du få noget inspiration til hvilken model du skal købe før den nye sæson for alvor går i gang. Testen er bygget op så både en person med en smal fod og en person med en bred fod har afprøvet støvlerne. Det giver dig den mest præcise og brugbare hjælp i forhold til valg af nye støvler, der passer lige netop dig.

For at gøre de fem forskellige støvletests sammenlignelige, har vi vurderet dem ud fra nogle relevante parametre, som er essentielle i forbindelse med valg af fodboldstøvler. Hver test indeholder tekniske specifikationer for støvlerne, og du kan selvfølgelig også hvorledes støvlerne er blevet vurderet ud fra følgende parametrene på en skala fra 1–5: - Design - Komfort & Pasform - Stabilitet & Kvalitet - Boldkontrol & Skud/Aflevering

Vi håber at I finder vores fodboldstøvletest brugbar, således I har det helt rigtige par støvler klar til den nye sæson!

Diadora evoluzione k

Diadora evoluzione kDiadora evoluzione kDiadora evoluzione kDiadora evoluzione k

Det italienske mærke Diadora producerer nogle af de bedste kængurulæder støvler, som er tilgængelige på markedet. Med Diadora evoluzione k pro gx 14 har de udviklet en top støvle, der netop bygger på traditionelle dyder som eksempelvis kængurulæder, hvilket mange andre producenter er gået væk fra. Diadora er derfor blevet specialister indenfor dette felt, hvorfor man i høj grad bør prøve denne model, hvis man er på udkig efter en mere klassisk støvle. Af kendte stjerner der benytter denne støvle kan bl.a. nævnes Parma-spilleren Antonio Cassano, som stadig er inde omkring det italienske landshold.

Specifikationer

  • Vægt: ca. 272 gram
  • Overdel: Støvlen er lavet i et vandafisende og super blødt kængurulæder, der medfører en super god boldbehandling. Desuden bidrager ’Touch Control’ teknologien, der er inkorporeret i kængurulæderet, med et super godt træf på bolden.
  • Indersål: Aftagelig og anatomisk formet indersål der virker stødabsorberende og bidrager til komforten. Desuden medfører det perforerede ’NET Breathing System’ at der kommer ekstra ventilation til foden, så den kan ånde samtidig med at den holdes tør.
  • Ydersål: ’Multi-density PU’ ydersålen består af 14 faste knopper der sikrer et optimalt greb, mens et syntetisk fibernet og åndbart vandafvisende membran forbedrer ventilationen og holder samtidig støvlen ren og tør. Desuden medfører ’Bi-density Axeler’ systemet, som er en unik tråd der løber fra tæerne til midt på foden, at forfordens fremdrift forbedres, samtidig med at man opnår maksimal stabilitet og reducerer energitab ved spark.

Design

    • Diadora evoluzione k har, sammenlignet med de andre støvler I testen, et meget klassisk look. Selve formen bringer minder tilbage om dage hvor fodboldstøvler var langt mere simple end de er i dag, hvilket dog skal understreges, ikke er ensbetydende at denne støvles kvaliteter er en tilbagevenden til datidens støvler. Hvad angår farverne, så står de to primær farver i ganske fin kontrast til hinanden. Den neongule farve er meget kraftig, så der bliver med sikkerhed lagt mærke til dig på banen, når du bærer disse støvler. Striberne på støvlesnuden skulle eftersigende bidrage til en forbedret boldkontrol, men i realiteten fungerer de kun som en ekstra detalje i forhold til design. Her i testpanelet synes vi at striberne er overflødige, og at støvlen faktisk tager sig bedre ud uden dem. Så overordnet set synes vi det er en ganske pæn og klassisk støvle i iøjefaldende farver, dog uden at den bringer noget decideret nyt på designfronten.
Karakter (3/5)

Komfort & Pasform

    • Det klassiske look som Diadora evoluzione k bringer med sig, er også overført til komforten. Støvlen består nemlig af traditionelt kængurulæder, som altid har været kendetegnende ved komfort og stor fleksibilitet. Desuden har Diadora under garveprocessen fjernet en del af læderets naturlige polstring, så man nærmest står tilbage med en krydsning mellem læder og syntetisk materiale. Man har derfor den bløde fornemmelse fra læderet samtidig med den tynde fornemmelse som kendes fra syntetiske støvler. Hermed får du det bedste fra to verdener, nemlig høj komfort og god boldføling. Og ifølge testpanelet må komforten i denne støvle siges at være helt i top, da det fleksible læder i høj grad tilpasser sig din fod.
    • Hvad angår pasformen så er der forholdsvis delte meninger i testpanelet. Diadora passer som regel godt til brede fødder og dette er også tilfældet med denne støvle. Hos testpersonen med den brede fod sider støvlen rigtig godt. Sålen føles bred, hvilket kombineret med det fleksible kængurulæder, betyder at støvlen former sig efter din fod og er yderst behagelig at have på. Omvendt så føles støvlen en smule for stor når det kommer til testpersonen med den smalle fod. Støvlen sidder den godt til over vristen, men er for bred ude i snuden, hvilket medfører at den ikke passer optimalt. Desuden er den lidt stor i størrelsen, hvorfor det kan anbefales at gå et enkelt nummer ned.
Karakter Smal (3/5)
Karakter Bred (5/5)

Stabilitet & Kvalitet

    • De runde traditionelle knopper, som sidder på Diadora evoluzione k har en forholdsvis stor omkreds, hvilket betyder at de ikke går særligt dybt ned i græsset. Det medfører at knopperne ikke har et ligeså godt greb som eksempelvis Nike Mercurial Vapor, der nærmest skærer sig ned i græsset. Desuden kan støvlen også føles en smule tung i forbindelse med hurtigere vendinger og acceleration, hvilket kombineret et knap så godt greb, gør disse støvler en smule ustabile.
    • Når man ser på kvaliteten af denne støvle, er der ikke så meget at rafle om. Kængurulæderet bringer en fantastisk kvalitet og støvlen føles meget slidstærk. Hele for- om midterfoden (det grå læder) er stort set sammensat af ét stykke kængurulæder, hvilket giver dig en meget holdbar støvle, der benytter de samme principper om en overdel i ét stykke som eksempelvis Nike Mercurial Vapor. Dette er med til at give dig en støvle med god boldkontrol, samtidig med at kvaliteten også er fremragende.
Karakter (3/5)

Boldkontrol & Skud/Aflevering

    • Da vi afprøver støvlen med bold, bliver begge testpersoner positivt overrasket. Det unikke kængurulæder yder både en høj komfort og en god boldkontrol på grund af den føromtalte garveproces. I og med læderet er gjort tyndere opnår man et fint touch på bolden, da afstanden mellem bold og fod er minimeret. Så selvom Diadora evoluzione k er forholdsvis traditionel uden alt for mange tekniske detaljer, sammenlignet med de resterende støvler i testen, så fungerer den faktisk rigtigt godt. Dog må man sige at den ikke når helt op på niveau med Nike Mercurial Vapor hvad angår boldføling.
    • Da vi begynder at sparke til bolden er støvlen igen ganske overbevisende. Den er ikke udstyret med diverse smarte detaljer på forfoden for bedre træfsikkerhed, men kængurulæderet leverer alligevel præcise spark. Man føler sig derfor meget godt tilpas i denne støvle, hvilket også skyldes den suveræne komfort. I forbindelse med både indersidespark og halvtliggende vristspark er præcisionen ligeledes mærkbar. Begge testpersoner har et dejligt træf på bolden med denne støvle, så selvom den er lidt mere klassisk i sin udformning, har Diadora ramt plet med evoluzione k støvlen.
Karakter (5/5)

Konklusion

    • Overordnet set er Diadora evoluzione k en fortrinlig støvle, der er bygget op omkring klassisk kængurulæder tilsat ny teknologi. Så for spillere der gerne vil have en traditionel læderstøvle, men med moderne teknologier, er denne støvle et sikkert hit. Designmæssigt er den ikke helt oppe at ringe, men overordnet set gør den sig ganske godt på en fodboldbane. Desuden er det en yderst fleksibel og komfortabel støvle grundet materialevalget af kængurulæder, som føles behagelig på enhver fod. Pasformen er dog forholdsvis bred, hvorfor støvlen ikke kan anbefales til personer med en smal fod, mens personer med en bred fod vil elske den. Med hensyn til støvlens greb, er knopkonfigurationen ikke ligeså god som hos eksempelvis Nike eller Adidas, hvorfor stabiliteten halter en smule efter. Men hvad den mangler i stabilitet gør den dog op for i kvalitet, da denne solide støvle føles virkelig slidstærk på grund af det stærke lædermateriale. Endelig er støvlen også en fryd at benytte, når det kommer til boldbehandling og spark, hvor den sagtens kan konkurrere med topmodellerne hos Adidas og Nike. Alt i alt en super støvle, hvis du har en bred fod og foretrækker en solid traditionel støvle.
Samlet karakter Smal (14/20)
Samlet karakter Bred (16/20)

af Klaus Nordstrøm
Køb Diadora evoluzione k