Rødovre FC U11 - IF 62
Vi havde, fra kampens start, aftalt at lave et par ændringer på nogle pladser, for at prøve andre spillere af på andre positioner. Vi må bare erkende, at det giver nogle skævvridninger i forhold til vores flow i spillet. Det særligt udstillet ved at vi, helt overraskende for os selv, men også de loyale fans, kommer bagud 0-1 efter 5 minutter.
Vi beslutter at holde fast i det aftalte perioden ud, som helt fortjent ender 1-1. Vi kommer bedre med i løbet af perioden og har overvægt i spil og chancer, men det er helt tydeligt, at der er fire "lykkeriddere" på banen af gangen, som ikke spiller sammen. Det lignede en helt klassisk undervurdering af modstanderen, som gav mod på enkeltmandspræstationer.
I anden periode går vi tilbage til vores normale setup og får talt igennem om vigtigheden i, at spille sammen som hold.
Vi lægger ud med lyn og torden og Benjamin får lavet målet til 2-1 efter 5 sekunder. Vejen til sejr er kortlagt og vi vinder perioden 7-0 efter at vi igen spiller sammen som et hold. Jonas får lavet en flot assist fra målet til Aiden i denne periode.
Vi går ind til 3. periode med en opfordring til holdet om, at vise modstanderene lidt respekt og sænke tempoet lidt og "score ved at spille den over stregen". Helt som aftalt slutter 3. periode med 1-0 til os og et par lykkelige modstandere, som formåede at holde os under 10 mål. 😊
Efter kampen spiller vi en helt fantastisk "de voksne mod børnene-kamp", hvor vores spillere blandes med Dalmoses og alle havde en rigtig god floorballoplevelse. Kampen ender helt retfærdigt med en sejr til det stjernespækkede "Voksen-hold" efter uafgjort i ordinær tid og afgørelse i straffeslag. Astrid laver tre gude-mål i ordinær tid. (Jeg har aftalt med Astrid, at hun laver dem i kampene der tæller fremover... 😉😉) Det bliver spændende om ikke der kommer en rigtig god stemning til næste kamp mod Dalmose...? 😊