FAML - Brabrand

Alt dette er sandt:

Da jeg kom hjem efter kampen imod Brabrand var jeg stadig vred. Jeg var vred på Oleg og mig selv, fordi vi havde brændt kæmpe chancer, jeg var vred på Bertil fordi han ikke fattede at han skulle passe på venstre stolpe ved det der fucking frispark, jeg var vred på Brabrands nummer 7, fordi han scorede to mål, jeg var vred på Putin og Trump og Mette F og alle landmændene og hende den korthårede kone med christianiacyklen, den fyldte det meste af Bruunsgade, jeg var vred over at benzin oktan 95 kostede over 18 kroner for en liter, jeg var vred over alt i hele verden, så da jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng, jeg ville ikke lade min sagesløse kone mærke, at jeg også nemt kunne komme til at blive vred på hende.

Så der lå jeg. Klokken var ikke engang halv ni, og jeg var så vred som sjældent set, og da min kone kiggede ind, lod jeg som om jeg sov… og måske endte det faktisk med, at jeg sov, for pludselig lå min kone ved siden af mig, og jeg kom ved en fejl til at åbne øjnene, og så at hun spillede sit evnesvage computerspil, og så vidste hun jo desværre, at jeg var vågen.

– Er der noget galt, skat, sagde hun.

– Nej, jeg er bare træt.

– Er du syg? Må jeg mærke din pande?

Hvem bryder sig om den slags omsorg, når Brabrand lige har vundet med 2-1?

– Jeg er bare træt. Jeg vil bare gerne sove?

– Er du sur på mig?

Min kone er en meget følsom kvinde. Hun kan mærke alt muligt, påstår hun.

– Nej, skat… jeg hader bare hele verden.

– Har I nu tabt igen?

– Ja, for fanden.

– Kom, lad mig gi’ dig et kram.

– Jeg vil ikke krammes, hold op med det der…

Jeg fik hende puffet over i sin side af sengen igen. Hvordan kan man få en kvinde til at fatte, at der er grænser for, hvad man er i stand til at rumme, når man lige har tabt en fodboldkamp, der kunne have været vundet, hvis Oleg havde været skarpere og Bertil havde været vågen, og jeg selv ikke havde brændt en kæmpe chance… Findes der en kvinde i hele universet, der fatter det?

– Jeg brændte en direktør… jeg hader mig selv.

– Åhnej, skat… øv, sikke noget…

– Ja, for helvede. Vi tabte til én mand.

– Hvordan det?

Den slags behøver man ikke svare på. Så jeg lukkede øjnene igen.

– Jamen, hvordan tabte I til én mand?

Og nu er det jo sådan med kvinder, at de er virkelig gode til at stille virkelig mange dumme spørgsmål, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne give min kone et lille referat af kampen, så det gjorde jeg. Jeg forklarede, at vi styrede hele første halvleg, at alt gik godt. Vi spillede efter vores velkendte Srdjan-opstilling, også kendt som pindsvineformationen. Alt var godt. Libaan var tilbage, Peter-formand var også tilbage, Oleg kæmpede som altid som en hest oppe foran. Agent S samlede alt op, Per var stabil på højre side, Bertil det samme på venstre, jeg selv var okay… Uffe ligeså og Friis Friis havde endelig fattet at han gerne måtte være lidt forudseende inde i målet og især foran, det hele pegede i den rigtige retning, og vi kom da også fortjent foran efter et skud fra Libaan, der blev halvklaret af Brabrands målmand, men hvor Oleg stod godt placeret og kunne sende bolden i mål. Vi var på vej imod sejren, men den forpulede 7’er fra Brabrand lavede så et decideret godt mål i halvlegens sidste sekund. Så det hele endte dumt. Alt det fortalte jeg.

Min kone var tavs et øjeblik. Måske tænkte hun på kampen, og hvor træls det må have været for os, men nej. Hun vendte sig imod mig, og sagde med sin mest tankefulde stemme:

– I har nogle mærkelige navn, er du klar over det?

Hvad svarer man her? Havde hun overhovedet hørt efter? Havde hun mærket nederlagets smerte i mine ord?

– Hvad? svarede jeg.

– Oleg og Libaan… det er da et par mærkelige navne. Og så ham der Srdjan?

– Øh-ja, måske.

– Og Bertil er da heller ikke normalt. Det er et børnenavn, er det ikke?

– Der er da Bertil Harder, han er hundrede år gammel, svarede jeg.

– Det er selvfølgelig sandt, men så ham med de to navne… Friis Friis. Det kan man da ikke hedde.

– Ja, det er måske lidt skørt.

Vi lå lidt og jeg tænkte, at min kone rent undtagelsesvist havde en pointe, men at den pointe ikke havde noget med noget at gøre.

– Var Kjeldsmark ikke med? spurgte hun.

– Kjeldsmark? Nej, han var på ferie.

– Ferie… hvorhenne?

– Aner det ikke.

– Var hans kone med?

– Det ved jeg ikke. Men det var hun formentlig…

– Var de i sommerhus?

– Måske, er det ikke ligemeget? svarede jeg.

– Er Kjeldsmark en af de gode?

– Som fodboldspiller eller i det hele taget?

– Han er atletisk…

– Kjeldsmark?

– Hvad med ham den hidsige?

– Risvig?

– Er det det, han hedder?

– Ja, til efternavn, svarede jeg.

– Ja, jeg tror I havde vundet, hvis de havde været med.

– Du ved en masse om fodbold, kan jeg høre.

Det lukkede munden på min kone, så vi lå lidt igen uden at sige noget. Jeg orkede ikke at give referat af anden halvleg, for der spillede vi direkte dårligt. Alt faldt fra hinanden, og vi var totalt ufarlige. Det samme var Brabrand, bortset fra én eneste gang, hvor den satans 7’er udnyttede et tyndt frispark og sendte bolden forbi en sovende Bertil ved venstre stolpe. Resten af kampen var noget rod med masser af dumme frispark, brok og lort og pis… Det var ikke til at bære, og jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere vred bare ved at tænke på det. Jeg ved ikke, vad min kone lå og tænkte på, men pludselige sagde hun:

– Spiller I stadig i de der gule trøjer?

– Selvfølgelig, svarede jeg og undrede mig over et så tåbeligt spørgsmål.

– Jeg tror, det er derfor, I tabte.

– På grund af trøjerne?

– Ja, der er ingen, der er pæne i gult. I ser lidt tykke ud.

– Tykke? Vi er flotte mænd af vores alder at være.

– Hvorfor spiller I ikke i blåt?

– Søde kone, jeg gider ikke svare på spørgsmål, der er så gakkede.

– Men tænk over det.

– Brabrand spiller i blåt, sagde jeg.

– Der kan du selv se.

Sådan blev vi ved lidt endnu, og det hele blev mere og mere mærkeligt, men jeg jeg slap i det mindste for at fortælle om anden halvleg, jeg blev ikke spurgt ud om min afbrænder, jeg skulle ikke forklare, hvordan det er muligt for et hold som FAML at have én eneste unik specialitet, nemlig en fabelagtig evne til at tabe kampe, som burde have været vundet… og sådan faldt jeg endelig i søvn.

/Kammerat Karmark