Fodbold Grand Oldboys - Skodborg
En fysisk og jævnbyrdig kamp i Skodborg udmunder i et fortjent uafgjort resultat.
Bjert, med en anorektisk 12-mands trup, begynder kampen med et defensivt udgangspunkt på det langhårede græstæppe, men bliver desværre hurtigt straffet. Et mindre forsvarskiks mellem ellers klippefaste Damm og keeper Henrik forærer en fri chance til Skodborg. Både bolden og Lund hænger fast i grønsværen, men til sidst triller kuglen desværre i nettet. Chokstart og 1-0 til hjemmeholdet.
Resten af halvlegen bølger frem og tilbage og Henrik får blandt andet flot vist klassen igen med en pragtredning i målet. Bjert kæmper sig også frem til større og større muligheder, men må gå til pause bagud 1-0.
Efter sideskift er det holdet fra den Blå Bros hjemby, der svinger taktstokken. På trods af den smalle kamptrup dominerer Bjert i en længere periode, med god organisation og farlige kontrastød. Overtaget giver pote, og efter et opspil der ville få selv Morten Bruun til at juble, header Faruk et indlæg i kassen ved bagerste stolpe. Fortjent udligning til 1-1.
I momenterne efter scoringen presser Bjert på for at bringe sig foran. Ærgerligvis lykkes det ikke, da Ronni pg Faruk må se en gigantisk dobbeltchance reddet på stregen af Skodborgs allestedsnærværende målmand.
I stedet bliver det langsomt hjemmeholdet der igen får overtaget i takt med at lørdagens festival-udskejelser begynder at sætte sine spor på et træt Bjert-mandskab. Slemt bliver til værre da Christoffer modtager en ostemad i kampens slutfase, og udeholdet nu må kæmpe sig igennem de sidste minutter i undertal.
Heldigvis bliver Skodborgs desperate forsøg alle afværget i en heroisk fight, og dommerens slutfløjt triller som en nattergals skønsang i Bjert-spillernes lettede hoveder. Et retfærdigt 1-1 resultat, der næsten føles som en lille sejr.
Der kan tages meget med fra kampen, et flot comeback, en stærk defensiv, fine omstillingsopspil og mest af alt overholdte aftaler. Det bliver helt sikkert en sejr næste gang...