FAML - Fuglebakken KFUM

“De første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første.” Mat. 19.30 + 20.16.

Da vi i foråret skulle på græs for første gang, fik jeg æren af at skrive kampreferatet. Nu har jeg også fået æren af at skrive efterårets sidste.

Og jeg beklager, at der lige er gået nogle dage. Torsdag vågnede jeg med et temmelig anstrengende hold i lænden, der har suget alt energi ud af mig. Jeg giver Fuglebakkens hårde kunstbane skylden. Resten af (vente)tiden skyldes alkohol. Nå men…

På Højlyngen i det høje nord, hvor Fuglebakken KFUM holder til, tripper vi ti rødgule mænd op fra omklædningen og ind på den granulerede kunstbane. Jeg frygtede at ende med granulat i alle åbninger. Heldigvis, eller hvad man skal kalde det, måtte jeg nøjes med ondt i ryggen.

I vores hænder, og fødder, ligger to gange 30 minutters afgørende udfald på puljens resultat. Fuglebakken har spillet sig helt i top, men vil rykke ned på andenpladsen, hvis de taber. Vi kan med en sejr lande en tredjeplads. Og således er scenen endnu en gang sat til denne sidste og udskudte kamp.

Efter lodtrækningen får vi byttet side, så oktoberdagens sidste solstråler rammer mere i modstandernes øjne end i vores.

Det hjælper dog et fedt, Fuglebakken er fra start godt organiseret, os relativt mindre. Og ikke mange minutter inde i kampen ender bolden over stregen bag Friis. En spand kold vand i hovedet. Nu kræver det koldt blod i årene. Måske sad AGF’s overkørsel fra ugen før stadig lidt i kroppen. Der sniger sig i hvert fald en klat modløshed ind i kroppen hos FAMLerne.

Stemningen er en smule olm på banen. Man mærker virkelig, at der er noget at kæmpe for. Og kæmpet bliver der. Med både ben og arme. Fuglebakkerne især, har flere gange fat i armene på de gæve FAMLere. Og dommer Henrik Bavn Jacobsen, der viser sig ret glad for sin fløjte, stopper spillet så ofte, at det længste spilforløb højest har varet et par minutter.

Fordelsreglen var til gengæld ikke meget i spil, mindst to gange måtte vi afbryde ellers godt opspil og tage et frispark, mens Fuglebakken kom på plads i forsvaret.

I mellem alle spillestoppene og med et vedvarende pres fra især deres spilstyrende 9’er får Fuglebakken endnu en bold over stregen. Modløsheden tilføres et drys opgivelse.

FAML virker til at kunne knække. Og lidt knækkede er vi også mellem forreste og bagerste geled. Der mangler mere midtbane, der kan drive nogle bolde op ad banen. Det gør ikke noget godt for en angriber i scoringskrise, at der ikke kommer nogen med op og hjælper med at få bolden over stregen.

Så angriberen forlader banen, så han ikke kan stå i vejen for Bertil. Og det viser sig som en fremragende taktik, for med et par gode afleveringer og en portion determinisme netter han en tiltrængt kasse. Hallo drenge, vi kan godt være med her, bliver der sagt. FAMLerne tror mere på det, og kampen drejer i vores retning.

Agent S får bolden i højre side på egen banehalvdel og begynder en dribbletur frem mod modstandermålet. Fuglebakkerne har luret, at agenten oftest forsøger at aflevere bolden til sine medspillere, som de så forsøger at dække op. De glemmer dermed at forsøge at tage bolden fra S, og så må han jo bare dribble sig helt frem til målet. Srdjan er stormet med frem. Klokken er lige før 1. halvlegs slutfløjt. Fra udskiftningsbænken ligner det, at Srdjan har trukket forsvaret med over i venstre side af deres mål, og at S har en hel tredjedel frit mål at trille bolden ind i. Men som sagt, S er en afleverings- og meget uselvisk mand, så han sender bolden til Srdjan, som med et bag-om-støttebenet-spark sender bolden så tæt på fjerneste stolpe, at det gør ondt i øjnene. Super ærgerligt.

Fløjtemesteren blæser til pause. Og FAMLerne samles til fornyet kampråb og gejlen hinanden op med et “Vi kan gøre det!”

Jeg ved ikke, hvilket kampråb Fuglebakken bruger, men det må have haft større effekt, for de kommer flere gange blæsende igennem vores forsvar. Og inden for cirka ti minutter har de bragt sig foran med 4-1.

Vi får derfor en mand ekstrra på banen, men desværre bliver det en lidt for kort fornøjelse. Srdjan kommer lidt sen ind i en tackling og bliver sendt ud i ti minutter. At Fuglebakken laver helt samme nummer kort efter, men ikke får et kort, kunne synes lettere uretfærdigt. Lige som også undertegnede, der efter kun fem-seks minutter tilbage på banen, lader sine dubber glide henover en modstanders skinnebensbeskytter, og også må ud på den forkerte side af sidelinjen og tænke lidt.

Helt modsat Jan, som ved hvad det handler om. Han ligner en, der bare slår hjernen fra og lader sin krop gelejde bolden forbi både Fuglebakkens forsvarere og målmand. 4-2. Intensiteten stiger. Stemningen sitrer.

Der løbes, råbes, kæmpes med næb og klør fem. Og dommeren fløjter igen og igen.

Mørket sænker langsomt sin skyggesjæl nedover Højlyngens kunstbaner i ulige kamp med de tændte projektøreres blege skær.

Og mørke kræfter er nok også på spil, da Fuglebakken sender deres femte bold ind i Friiseboxen.

Her kunne ren opgivelse have ramt kollektivt over de gæve FAMLere, men Libaan er skabt af andre slags byggeklodser. Han vil måske have noget at lune sig på i den lange vinterpause. Og med stor boldsikkerhed presser han sig til en skudmulighed. Bang og reduceringen er en realitet. 5-3.

Men minutterne er ikke på vores side. Dommeren sætter endnu en gang sin fløjte i munden - til årets sidste fløjt. Og således ender denne intensitet af en fodboldkamp. Sidste modstander, Fuglebakken, bliver de første (forreste) i vores pulje. Og mens de skal ind i deres kantine og mæske sig i bøf med bløde løg og skysovs, samles FAMLerne i et omklædningsrum, der får vores eget på Vorrevangskolen til at minde om en luksus-spa. Vi får en trøstebajer, spuler vores løg i kogende bruservand og kigger frem mod næste sæson, hvor vi atter kan vise vores sande værd, fra første til sidste færd.

Oleg