Charlottegården - Beierholm
Puha, så er sæsonen startet igen.
I sidste uge mødte vi et rigtig velspillende Aviator-hold, og det var, som om Charlottegården var mødt op med præcis samme opskrift: 4-5 spillere hentet på fri transfer inden kampstart, og så fløjtede tilskuerne ellers op til kamp, da dagens dommer havde valgt at køre til Kløvermarken. Det kan ske for selv de bedste – det skete trods alt også for skribenten i sidste sæson...
Charlottegården kom bedst fra start, og især deres transferfrie spillere kom ud med lyn og torden og lagde et højt og hårdt pres. Det betød også, at vi var en smule pressede de første 10-15 minutter.
Det blev dog hurtigt tydeligt, at Charlottegården ikke er vant til 7-mandsfodbold, og langsomt, men sikkert, gik luften af ballonen. Det kan selvfølgelig også have skyldtes Beierholms geniale taktiske justeringer. Med en fremragende Mads Berg på toppen kunne vi derfor gå til pause foran 2-0.
Efter pausen var Charlottegården gået helt døde, og Mads Berg kunne fuldende sit hattrick – til stor overraskelse for både spillere og tilskuere.
Frustrationerne begyndte efterhånden at brede sig hos Charlottegården, der ikke kunne finde en vej igennem den stærke defensiv, hvor "Adam ondt i tåen" og "Emil jeg er helt fri i overlappet" stod som en orange mur foran Kim Schmeichel.
Kampen ender 5-0, og Beierholm kan efterhånden begynde at dufte sejren i Ligaen. Der resterer fire kampe, og Beierholm topper rækken med et forspring på syv point.
Man skal aldrig sige aldrig – men det begynder efterhånden at ligne noget...