57 cm høje bogstaver: AB's værdier bliver synlige i hallen
I AB arbejder vi for at skabe en klub, hvor både medlemmer og gæster føler sig som en del af et fællesskab.
Vores værdier — ambitioner, personlig udvikling, respekt, glæde og fællesskab — er ikke bare ord på vores hjemmeside; de er grundstenene, der binder os sammen og giver klubben retning.
Historisk har vores værdier kun været synlige enkelte steder på anlægget og online, men nu har vi taget et vigtigt skridt mod at gøre dem synlige og tilgængelige for alle. Fra hele hallen kan man nu se vores værdier, skrevet stort og tydeligt, så både nye og gamle medlemmer kan læse og reflektere over dem. Til hver værdi er der tre uddybende sætninger, som hjælper med at definere og forstå, hvad værdierne betyder i praksis.
Det strategiske arbejde med at formulere værdierne startede tilbage i 2022, da bestyrelsen ønskede at styrke klubbens identitet. Efter en længere proces blev fem kerneværdier med tilhørende underpunkter fastlagt — værdier, der favner bredden i vores klub.
Som hovedformand Ulrik Rasch forklarer: “Værdier skabes ikke i bestyrelseslokalet, men er et koncentrat af hele vores klub. De skal synliggøres og leve blandt medlemmerne. Det har været vigtigt at finde fælles værdier, som rummer hele klubben, og som alle kan se sig selv i. Der er stor forskel på en ung cricketspiller og en ældre tennisspiller, men i vores værdier er der plads til begge.”
AB’s beslutning om at fremhæve værdierne fysisk på anlægget understreger klubbens forpligtelse til at sikre, at alle har en klar forståelse af, hvad AB står for, hvad vi stræber efter og hvad vi kan forvente af hinanden i klubben. Med det nye visuelle udtryk bliver vores værdier en daglig påmindelse for alle, der kommer i klubben, og en invitation til at skabe en kultur, hvor vi alle er forenede om fælles mål.
Vi håber, alle vores medlemmer og øvrige gæster tager godt imod initiativet, og af og til vil bruge bare et kort øjeblik på at tænke over hvilken klub AB er i dag og hvordan vi kan hjælpe hinanden til at gøre AB bedre i morgen.