Råbende forældre på sidelinjen presser børn

Kampagne skal forhindre forældreadfærd i at blive værre på sidelinjen, mens børnene dyrker sport. Eksperter mener, forældre bør forblive forældre og lade træneren ordne skældud og kritik.

7. september 2017

Rundt omkring på danske boldbaner, indendørshaller og dets lige samles forældre til sportsinteresserede børn hver weekend. De fleste støtter op om sønnens eller datterens sport i tykt og tyndt på en støttende, men dog tilbageholdende måde. Imens ødelægger et fåtal oplevelsen for resten. Vi taler om den andel, der ikke kan holde sig i skindet for at chikanere både dommere, modstandere og spillere.

Det satte Dansk Boldspils-Union sig for at ændre i dansk breddefodbold. Under kampagnenavnet "Husk respekten - også på sidelinjen" opfordrede man sidste år til bedre opførsel blandt forældre på baggrund af en omfangsrig undersøgelse. 20% af 1071 adspurgte fodbolddommere i Danmark påpegede, at forældrenes opførsel er blevet værre på sidelinjen. Helt specifikt drejer det sig om nedgørende tilråb angående spilleres udseende og evner med en fodbold.

Selvom en lige så stor procentdel mener, at stemningen på sidelinjen er blevet bedre, så ligger DBU's fokus på at forbedre adfærden blandt de, der skaber den dårlige stemning.

- Der er jo rigtig mange, der sagtens kan opføre sig ordentligt. Men der er også nogen, der i kampens hede gør noget, som de ikke ville have gjort, hvis de lige havde tænkt sig lidt om. Det er et fælles ansvar, at vi har en ordentlig tone på og uden for banen, sagde Bent Clausen, næstformand i DBU og formand for breddeudvalget ifølge Århus Stiftstidende sidste år. Kampagnen foldede sig ud i de fem ovenstående råd til forældrene.

6 ud af 10 klubber har regelsæt

- Vi har startet kampagnen på opfordring fra både dommerne og andre rundt om fodbold, fordi der engang imellem er nogle, der glemmer det med respekten på sidelinjen. Vi vil gerne have, at forældrene skal være gode rollemodeller. Det er et fælles ansvar, fortalte Bent Clausen ifølge TV2.

Andre elementer af undersøgelsen viste, at 60% af de danske fodboldklubber har en politik eller et sæt nedskrevne regler angående acceptabel opførsel fra involverede trænere, forældre osv. Bent Clausen jubler over tallet og opfordrer til, at hver enkelt træner tager fat i problemet helt ned på de enkelte hold i en klub.

- Det skal angribes på holdniveau. Vi vil gerne have endnu flere til at sætte fokus på det, for vi ved, at der er unge spillere, der stopper, fordi de ikke kan lide tilråbene fra sidelinjen, slutter han.

Den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen blev bannerfører for de 5 råd, der skal stoppe tendensen med råbende forældre. I sit eget trænervirke som U14-træner i AGF besluttede han klart, at den eneste, der råbte af truppen, var træneren selv. Mor og far skulle først og fremmest fokusere på at være mor og far.

- Det er rimelig ligetil - fodbold skal være sjovt for børnene, og der skal være en god tone. Det værste er, når forældrene står og råber af børnene og dommeren. De råb kan jo betyde, at børnene bliver presset, og samtidig kan jeg inden kampen have bedt børnene om noget bestemt, og hvis så forældrene råber det modsatte, så er det svært for børnene, siger Martin Jørgensen.

Svensk kodeks

På den anden side af Øresund kan de nikke genkendende til samme problematik med for engagerede forældre. Stockholms tre største fodboldklubber Hammarby IF, AIK og Djurgården IF har som de første indført et kodeks på baggrund af en national undersøgelse angående overivrige forældre. Dette kodeks skal underskrives af alle forældre til børn i klubberne, inden de får lov til at stå på sidelinjen.

Undersøgelsen viste nemlig, at én ud af tre unge fodboldspillere havde overvejet at stoppe med fodbolden på grund af råbene. Desuden svarede 83% af forældre i undersøgelsen, at de har oplevet andre forældre, som pressede deres børn for hårdt og chikanerede dommeren. 1600 forældre havde i juli skrevet under på kodekset.

- Arbejdet med vores værdier er et vigtigt, om ikke det vigtigste, arbejde som vores ledere og vi som klub arbejder med. En del af det arbejde er selvsagt rettet mod, hvordan forældre agerer, og for at tydeliggøre deres ansvar har vi udfærdiget dette dokument, der beskriver, hvordan man som forældre bedst støtter sit barn, lød det fra forretningschef i Hammarby IF Peter Kleve i en pressemeddelelse.

Barnets ambition fremfor forældrenes

Ifølge Reinhard Stelter, dansk professor i idræts- og coaching-psykologi på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, bør og skal rollen mellem forælder og træner være adskilt.

- Forældrenes deltagelse (i barnets sport, red.) er uhyre vigtig, men man skal huske, at det er børnenes projekt og ikke ens eget, udtalte Stelter i 2014 ifølge DR og fortsætter:

- Det værste er, hvis forældre begynder at få ambitioner på deres børns vegne. Man må ikke sætte barnet under pres, fordi man som forælder selv har en ambition.

Stelter mener, at samfundets generelle fokus på at dygtiggøre sig udgør et stort pres på børn. Det er ikke nok at være god i skolen - mange forældre forventer, at deres børn også er gode til idræt. Han opfordrer derfor - i lighed med Martin Jørgensen - forældre til at være mor og far, før de er coach.

Adfærd smitter

- Det handler om, at adfærd smitter. Når far 1 får lov til upåtalt at råbe røvhul, bøsserøv og alt muligt andet, så tænker far 2, at det må han da også godt. Og på et tidspunkt bliver det bare noget, man gør. Det er et spørgsmål om, hvilken adfærd og kultur, vi har tilladt, siger adfærdsekspert Tony Evald Clausen ifølge Århus Stiftstidende.

Tilbage til DBU's egen undersøgelse. 5% svarede, at de ikke vil gribe ind, hvis et andet barns mor eller far står og råber. Ud af den gruppe tør hver fjerde simpelthen ikke gribe ind og forsøge at få det stoppet. Noget som eksperten kalder "The Bystander Effect".

- Når det tavse flertal ikke siger noget, så vil ham, der råber højest, have en klar opfattelse af, at dem, der ikke siger noget, holder med ham.

Tony Evald Clausen er også af den opfattelse, at vi som mennesker i højere og højere grad identificerer os selv som menneske ud fra, hvor godt vores børn klarer sig.

- Det er indbygget i ethvert menneske, at man gerne vil have, at ens børn har det bedre end en selv. I Danmark er vi nået dertil, hvor det er blevet helt okay, at jeg alene ved, hvad der er godt for mit barn, og alle andre skal bare sørge for at gøre mit barn godt. Og visse forældre har svært ved at se, at de til tider går langt over grænsen - også når de står på sidelinjen til sønnikes fodboldkamp, slutter Clausen.