FAML - HOG
Af Niels Henrik
På en, af lokale gæs, overskidt bane 1 kom vi lidt sløvt ud til første halvleg. I en let modvind var vi så uheldige at indkassere et mål direkte på hjørnespark, Jon, som havde målmandstjansen, har undskyldt.
Det skulle være løgn, så minuttet efter fik vi en reducering af Martin, vores midlertidigt hjemvendte angriber, som spillede sig selv fri med brystkassen til 1-1.
Vi fik mere gejst, kom godt ud over kanterne og med et indlæg fra højre side kunne undertegnede kaste sig vandret gennem luften og med et hovedstød gøre det til 1-2. Vi glemmer lige, at der kom gåselort på den røde udebanetrøje. HOG nåede desværre lige før pausen at udligne til 2-2, i et angreb som kom bag på os.
Pausen blev brugt til at tanke vand og konstatere, at vi bare skulle blive ved i samme 3-5-2-opstilling.
Lige som i første halvleg blev vi taget på sengen, da modstanderen efter et venstreindlæg og et hovedstød kunne tage føringen til 3-2.
Vi viste igen, at FAML er mentalt stærk, og med fortsat gode angreb kom vi på 3-3 og 3-4 med mål fra undertegnede og straffespark fra Martins side. Nu kunne vi lugte sejren.
I et angreb i venstre side forsøgte Rozbeh sig med et højt indlæg, som meget heldigt blev taget af vinden, ramte højre stolpe og gik i mål. Nu stod det 3-5. Vi kom også på 3-6, da høje og kropsstærke Simon med et kraftigt spring kunne heade bolden ind ved fjerneste stolpe på et hjørnespark.
HOG fik, kort før tid, et straffespark, som Jon ikke kunne gøre noget ved, men det var jo fuldstændig ligemeget, med den store føring vi havde.
Da det var den sidste kamp for Martin i denne omgang, gav han stadionplatte til alle 13 spillere, som blev nydt med høj stemning på de lokale bænke i flot solskin. På alle måder en fantastisk aften, hvor vi også fejrede en foreløbig 3.-plads i puljen :-).