Veteraner Tigers NBU - Modstander
KAMPREFERAT
30/9 2021 Union vs NBU: 2-2
Målscorere: Selvmål, Mårten Frandsen
Assist: Ingen
Kort: Ingen
MoM: Mårten)
Holdbilledfotograf: Jesper
Referent: Jesper
I naturskønne omgivelser mellem Borups Allé, Hvidkildevej og Grøndalscenteret ligger Genforeningspladsen, hvor Boldklubben Union har hjemme. De venlige rødklædte herrer var så noble at stille med præcis 7 mand, så der var store forventninger til en fysisk overlegen indsats fra NBU Vets, der naturligvis var fuld trup til kampen. Faktisk måske endda for fuld. Men ikke på den måde, det var tilfældet i fredags, hvor noget af styregruppen faktisk var decideret beruset. Næh, denne gang var sagen, at Michael måske ikke var på 100 % efter en hård kontakt med Nørrebrohallens gulv mandag aften, og derfor var det godt, at Nicklas Peter Høg var dukket på for at nyde kampen fra sidelinjen og i stedet kunne træde ind i kampen fra 2. halvlegs start.
Men first things first: De 7 i dagens startopstilling var:
Mark på kassen. Høvdingen (sæsondebut) og Mårten Frandsen (sæsondebut) på backerne. Martin på midt-midt. Klaus på højre kant og Konrad på venstre. Kaspar Hviid (topscorer) på toppen. Bænken talte Ali, Bjørn og altså Michael, der skiftede form og blev til Nicklas uden det dog gav nogen problemer med holdkortet, som Bjørn som altid havde fuldstændig styr på.
Pre-game aftalerne gik på følgende: 1) Afventende spil, 2) Hurtigt fra keeper ud til backerne, 3) Overdreven positivitet i højlydt kommunikation og 4) Frontangriber langt frem for at skabe rum midt på modstanderens banehalvdel.
Og så gik vi ellers i gang. Det ser godt ud fra starten af og den ro der sænker sig over holdet er en nydelse at kigge på. Tempoet bliver taget ud af spillet og det er som om alle NBUøere har glemt horrorstressen fra hjemmebanekampen i fredags. Kæmpe ros til alle tilstedeværende for dét.
Positiviteten smitter hurtigt af, og de røde unionister er tydeligt utilpasse ved at spille mod et så godt organiseret mandskab. Bolden trilles roligt rundt i bagkæden og rundt om Unions frontangriber der løber sig træt mens vi lader bolden gøre arbejdet. Fra forsvar til kant til midt-midt og tilbage. Langsomt men sikkert æder vi os frem meter for meter, indtil den sikre aflevere kan stikkes ind (som man siger) uden risiko for at få en kontra tilbage i madkassen. En sand fornøjelse.
Indsatsen krones efter 6 minutter, hvor Klaus tager et af sine trademark rushes ned langs siden. Man kan næsten fornemme hvordan modstanderen er ved at formulere en klage over at så ung en spiller har sneget sig med på holdkortet. For sådan en far besidder vel ingen veteran. Men sandelig siger jeg eder: Jo! Klaus Bruun er sgu blevet 38 og kan tordne op og ned af linjen så tosset han vel. Helt legalt. Nuvel, vi nærmer os Mach 1, da Klaus lægger bolden på tværs hvor topscorer Kaspar lurer bag den fotokopimaskinestore centerback fra modstanderen og den lidt mere vævre midtbanemand, der har taget det tunge returløb. Desværre for ham. For det er hans hoved der ender på læderet, som han elegant snitter ind bag egen keeper. Man burde næsten give assistkongen Klaus en assist for indsatsen, men reglerne foreskriver, at der ikke kan gives en assist på et selvmål. Og der er sgu alligevel så meget modtstanderpande på til, at Klaus selv kan få målet. Så altså.
0-1 og vi har det herligt. Det gode spil fortsætter, men – lad os være ærlige – den store baner kræver også sine ofre på NBU-siden og det ser lidt hårdt ud for nogle af vores folk at skulle med frem og tilbage hele tiden. Ikke desto mindre er det et decideret cirkusmål, der får Union tilbage i kampen. Et skud fra højre kant bliver i hvert fald rettet af mindst én gang før den prisgivne Mark i kassen må gå den tunge gang ind og hente bolden ud af rusen. Ufortjent og ærgerligt. Men udligningen sætter gang i hjemmeholdet, der har en periode, hvor de lukrerer på de fejl vi på en eller anden måde får lavet i opspillet, når bolden stresses ind i de små rum, vi ellers til at starte med var så gode til at undgå.
Det betyder, at vi 3-4 gange for pivfarlige kontraer lige tilbage i hovedet. Og det er kun storspil af især Mark, Høvdingen og Mårten, der redder os. Konrad gør en virkelog god figur på kanten, hvor han med stor sikkerhed lykkes med at tage farten ud af spillet og taget Martin og forvaret med i de små trekanter, der tapper modstanderen for kræfter. Skønt.
Generelt skal vi passe på med at have hjørnespark, for vi har langt hjem, når vi skal halse efter Union - og det bliver hurtigt risikabelt med den lange bold fra hjørnesparket og ind i feltet. Det skal vi arbejde på.
1-1 ved pausen, og efter en rekalibrering af indsats, aktivitetsniveau og gennemgang af aftalerne kommer vi rigtig godt ud til anden halvleg, som Nicklas spiller ved siden af Mårten.
Den gode stemning er liiiiiiiidt på vej ud i lokummet ind i mellem, når frustrationerne over de missede afleveringer bliver for stor og tydelig – og når vores 5-7 rigtig store chancer på en eller anden måde ender i hvad man vel kan kalde ret forkølede afslutninger uden at fornærme nogen. Eller hvad Ali, Konrad, Martin og Klaus?
Efter et hjømespark kommer Union desværre på 2-1 og den stilling holder indtil 1 minut før tid, hvor Mårtens ene skud på kassen i hele kampen rammer end mand på vejen og tordner i kassen. 2-2. Det skal siges, at vi de sidste 6 minutter spiller 7 mod 6 idet en stakkels modstander popper sin høje achilles efter et højt smæld, der desværre ødelagde en ellers rigtig flot fodboldaften.
En massiv genrejsning mod et sympatisk hold, som allerede nu er inviteret til træningskamp i Buret ved snarlig lejlighed.
Forza Vets.
