U12 Dr 3 F: Fremad Amager 4 - Valby 1


Sikken en kamp!
Vi kom egentlig godt for start og fik spillet os fri foran mål flere gange i kampens første 10 minutter, men skød både forbi, over, under og lige på igen og igen. I vores iver efter at få scoret rykkede hele holdet langt op på banen og det betød at Fremad Amager efter ca 10 min. fik en omstilling, som de sikkert omsatte til kampens første mål. Så begyndte modvinden at blæse i Sundbyvester idrætspark, bolden drillede og dommerens kendelser gik ikke vores vej. Indenfor 5 minutter blev der begået frispark på Xué, Marley og Karlo, som ikke blev dømt, til stor frustration for spillerne, såvel som bænken. Frustrationen blev ikke mindre af at Fremad ovenikøbet scorede efter at Karlo var blevet stemplet, midt på egen banehalvdel og stadig lå på græsset, da Fremad skød bolden i mål. Men Karlo "Tøffe" Larsen var heldigvis hurtigt på benene igen og sammen med resten af holdet formåede han at omsætte frustrationen til aggressivt presspil og ca. 5 minutter efter at vi var kommet bagud 2-0 gav det potte. Marley fik, efter et højt pres og et par hårde taklinger fra Xue, fat i bolden på kanten af feltet og sparkede den resolut over i fjerneste hjørne og reducerede derved til 2-1.
I pausen talte vi om flere ting:
Vi var bedre end Fremad, vi burde være foran og vi var blevet snydt op til flere gange, men vigtigst af alt, så var vi enige om at der ikke skulle siges et ord til dommeren, at vi ville gå ind og vinde kampen, ved at spille simpelt, slippe bolden hurtigere og at Lund fra sin position på centermidten skulle have gang i sine berygtede stikninger! Og man må sige at holdet levede op til pausesnakken og jeg tør også godt sige at begge trænere var meget tilfredse, med det der endte med at være lidt af et comeback! Det holdt dog hårdt og det kostede både blod, sved og tåre. Mem midt i 2.halvleg lykkedes det for Lund at bryde igennem på midtbanen og efter et par gode træk, stak han bolden til William der var løbet bagom Fremads forsvar og udlignede til 2-2. Så var der pludselig medvind og drengene fik mere selvtillid og selvtillid skal der godt nok til når man skyder på mål fra midten af banen. Hvilket var præcis hvad Karlo gjorde. Da bolden kom trillende imod ham efter en clearing fra Fremads forsvar, smækkede han til den fra midtercirklen, slog liggestol og parasol op på stedet, lænede sig tilbage og nød hvordan bolden sejlede ind over målmanden og blæste målet bagover. En klar kandidat til årets mål!
For at toppe comebacket af, så scorede Lund til 2-4 på et flot frispark.
I vores eget målet stod Konrad sikkert og med 4(noterede)redninger i 2. halvleg spillede han en vigtig rolle i sejren og havde udover redningerne, flere gode aktioner, hvor han blandt andet formåede at holde/gribe Fremads bedste og hårdeste afslutninger. Albert var tilbage for første gang efter en længere skades pause og spillede super stabilt og tæt på fuld tid.
Meget flot præstation!
På trods af sejren, var der stadig frustrationer at spore i flere af spillerne efter kampen. Nogen følte ikke at de personligt havde leveret det de skulle, andre var endnu engang blevet sat til at spille positioner de ikke ville eller havde fået instrukser de ikke var enige i. "Hvorfor skal jeg spille bolden, når de andre alligevel ikke scorer?" var der en der spurgte.
Der er som bekendt, mindst lige så mange svar , som spørgsmål, så jeg vil nøjes med at sige, at fodbold er en holdsport og at vi i øjeblikket er ved at udvikle forståelsen for "hold-delen" af fodboldspillet, hvilket kan føles som en begrænsning af ens kreative frihed og nogle gange også som en kritik af ens person. Men vi skal altså ud af vores komfort-zone, spille på positioner vi ikke er vant til og også træne de ting, som vi ikke allerede er gode til, for at blive bedre!
Mht. post-match frustrationer, så ser jeg det udelukkende som et udtryk for at drengene er passioneret omkring fodboldspillet og har høje forventninger til sig selv. Det er vi, som trænere, selvfølgelig glade for og vi kan tydeligt se en klar udvikling i kombinations-spillet, hvor eksempelvis, antallet er første gangs afleveringer og 1-2 kombinationer er eksploderet i de sidste par måneder.
Så kære drenge, brug frustrationer, som I gjorde i kampen dag og kom til træning koncentreret og klar til at give den max gas!
Og kære forældre, hjælp dem lige, med at melde til/fra og komme afsted til tiden!





















