Valby Boldklub 2013 - Modstander


Flot kamp i dag. Fuld af kombinationer taget direkte fra træningsbanen, krydret med masser af gode individuelle præstationer. Yousef startede på bænken, fordi han havde spillet kamp for grøn fredag aften, havde tabt en storetå negl og kun var til træning en gang i ugens løb. Alt dette til trods, så ændrede han kampen, da han efter ca. 8 min. kom på banen og kombinerede sig fri i venstre side af feltet, hvorfra han spillede Karlo fri. Karlo scorede stensikkert til 0-1. Kort efter snuppede Yousef bolden, gik fri på venstrekanten, trak ind i banen og sendte bolden over til Marley på højrekanten. Her tog Marley et træk eller eller to og drønede så bolden i mål. Muligvis Marleys mest anonyme mål nogensinde. Det var i hvertfald de færreste Valby tilskuere der opfattede at der blev scoret. Men Marley fik tilføjet endnu et dejligt langskuds mål til hans statistik og Yousef blev noteret for endnu en assist. 0-2.
Valby stoppede ikke her, for kort efter blev William spillet fri i dybden og efter et par gode træk spillede han, med en hård og flad aflevering, Xué fri foran mål. Xué satte indersiden på og scorede til 0-3. Kort efter bragte Yousef os, egenhændigt, foran med 4. Efter at forsvaret havde erobret bolden og sendte den ud til Yousef, gik han solo fra midten og afdriblede først to og så til sidst Frems bagerst mand, hvilket betød at han nu var fri for mål og kunne score til 0-4.
Så lignede det unægteligt, at de lyseblå drenge havde sikret sig sejren før pausen, men med 2 hurtige scoringer fik BK Frem reduceret til 2-4 og bragte dermed spændingen tilbage i kampen.
Lidt blandet stemning i pausen. Alt havde jo kørt på skinner, vi havde spillet flot, scoret 4 mål og gjort det meste rigtigt, men de 2 Frem scoringer irriterede tydeligvis drengene(og undertegnede 😅). Men beskeden var simpel: Ingen grund til at hænge med hovedet. Fortsæt det gode spil. Hold jeres mand, især deres forreste og ikke mindst: står man stille, så får man lige en pause!
2. Halvleg. Walk the talk eller mærk konsekvenserne.
Spændingen blev ikke mindre af at Frem gik direkte ind og reducerede til 3-4 og det rystede os lidt. Det var tydeligt at drengene havde mindre energi i kampens sidste 30 minutter, men de hev sig op og formåede stadig at spille en omgang flot bold, med kombinationer, sideskift, stikninger, driblinger, taklinger og masser af løb, både frem og tilbage. Og selvom vores to sidste scoringer kom efter lidt tilfældig bold omgang, så var der ikke noget tilfældigt ved det Marley foretog sig omkring scoringen til 3-5. For i samarbejde med Karlo havde han, som så mange gange tidligere i kampen, fået kombineret sig ned på Frems baglinjen og forsøgte et indlæg, der både blev taklet, rettet af og muligvis også midlertidigt interceptet af Frem, men bolden landede alligevel for fødderne af Xué, der endnu engang stod det rigtig sted og kunne prikke bolden i mål. Det femte mål gav lidt ro på og lidt efter opsnappede Marley bolden på kanten af feltet og skød den i mål til 3-6. Så var kampen afgjort, hvilket betød at Mads, i centerforsvaret, kunne få sig en velfortjent pause. Ind kom Yousef og endnu engang stjal han billedet. Denne gang ved at nedlægge en Frem spiller i feltet. Dommeren dømte først frispark, men efter en kort VAR gennemgang, blev kendelsen omstødt til straffe, som Frem scorede sikkert på. Således endte kampen 4-6.
Jeg vil lige nævne at Aksel, Albert, Sebastian, Milo og Mads i forsvaret og ikke mindst Konrad i målet(med 8 redninger)endnu engang havde en kæmpe andel i det flotte resultat og fortjener stor ros. De spillede alle en flot og koncentreret omgang bold og ikke kun i den defensive del af spillet, men også i den opbyggende del.
Godt gået drenge og tillykke med sejren!





























