De Røde Djævle - FC Westwood
“Fedt I er mødt op.”
Sådan lød det fra FC Westwoods målmand, da han hilste på os under opvarmningen ved gårdsdagens pokalkamp. Modstanderne havde tilsyneladende haft en mindre mistanke om, at djævlene fra række C ikke ville dukke op kl. 21 på en tirsdag aften for at spille mod et af DAIs 12 Mesterrækkehold, mens der tilmed var årtiets CL-semifinale i TV mellem Inter og Barcelona. Ved kampstart delte vores unge dommer denne tankegang og jokede både med, at vi skulle have spillet en træningskamp dagen før og så have droppet aftenenes kamp, samt at vi kunne aftale en score, hvor han fakede en skade og smuttede hjem foran fjerneren. Undersforstået: At djævlene ville få stryg, og at Westwood hurtigt ville være foran med 5-6 stykker.
På papiret var det da også De Røde Djævles sværeste kamp nogensinde. Vores aktuelle placering taget i betragtning er der intet mindre end 3 rækker og 62 hold mellem os og Westwood i den faste turnering! Og sidstnævnte vandt også vinterens futsal-turnering i A-rækken. MEN de 8 brave djævle, der var mødt op i Valby, ville det anderledes!
Der er nok at berette om fra det, der vist nok er den første pokalkamp i holdets 13-årige historie, men kort fortalt viste vi den holdånd, det mod og den fodboldglæde, som - all other things aside - snildt kan måle sig det, der foregik i Milano samtidigt. Vi kæmpede og kæmpede i nærkampene, vi kastede os ned i tacklinger og blokeringer, og vi stolede på hinanden og turde spille pasningspil - nede i bagkæden og frem i banen. Mens vi havde luft, kunne vi også holde trit med Westwood i omstillingerne, og især Moradinho og Magnus matchede modstanderne i de fysiske nærkampe på den sidste tredjedel.
Således kom vi også foran 1-0 ved Morad (med hans signatur-tutter), efter Magnus havde vendt med en modstander tæt i ryggen efter et indkast fra højre side og spillet bolden flot videre. Westwood fik ganske vist prikket bolden ind til en udligning ved forstolpen, men det var nærmest deres første skud på mål. Så vi holdt sammen og fortsatte i samme “giant killers-pokal-ånd”, og kort efter, endnu engang med ryggen mod mål, kom Magnus forrest på en aflevering ved kanten af straffesparksfeltet, fik kæmpet sig rundt og sparkede roligt, men kontant, bolden fladt i kassen til 2-1. Selvom vi efter jublen blev lidt stille i vores kommunikation frem mod pausen, fordi vi kæmpede med luften, så lurede pokalmiraklet efter første halvleg, og vi havde det lige præcis så fedt og så sjovt, som vi havde lovet hinanden inden kampstart!
I anden halvleg må vi rose alle de dueller, som især Ibrahim og Rasmus vandt i forsvaret, samt de utroligt flotte (og den utroligt flotte mængde) redninger, som Dalle diskede op med, mens Daniel, Magnus, Morad, Otto og undertegnede forsøgte at tage både de defensive og offensive løb med hjertet oppe i halsen. Det var med til, at vi hele tiden spiste fem minutter af kampen frem mod en gigantisk overraskelse, men også at vi faktisk stadig skabte virkelig store chancer, der ret beset kunne have lukket kampen til 3-1.
Men ak, Mesterrækkenholdet fik proppet en bold i kassen 5 min før slutfløjt. Og så måtte dommeren google reglerne for antal sparkere i straffesparkskonkurrencen, der fulgte lige efter ordinær tid. Dalle havde hånden på bolden ved deres andet spark, men ellers må man sige, at Westwood vandt sikkert 4-1. Ærgerlig slutning, men en fantastisk aften.
I går spillede jeg min kamp nr. 139 for djævlene, og som jeg sagde i omklædningsrummet efterfølgende - mens vi skålede i sportsvand og min favoritøl Rød Tuborg (“Danmarks bedste øl”, som café-fatter kaldte den) - så kan det godt være, at dette var den sværeste kamp på papiret, men det var simpelthen også den bedste djævlekamp nogensinde!! Vi glæder os til flere af denne slags oplevelser sammen og i første omgang til resten af sæsonen med denne pokalkamp som fundament! Klubliv!
PS. Tjek lige på billedet, hvordan Ibrahim var mødt op - i et ganske vist forkert klubhus - og havde gjort tøjet klar. Det siger alt om gårsdagens indsats ❤️
