FAML - Lyseng
LYSENG-FAML 2-1
MEN I DET MINDSTE HAR VI NU DE SEJESTE DÅSEØLSHOLDERE
Kampen imod Lyseng gav flere svar, end der var behov for. Alt så ellers lysende ud i omklædningsrummet. Friis havde på eget kollektivistiske initiativ forvildet sig væk fra sine sædvanlige seksuelt orienterede hjemmesider og plumpet ned i en såkaldt “Jørgen-side“, hvorfra han havde købt de sejeste dåseølsholdere; komplet med FAML-logo og i ægte Mao-gul plast. Jublen og anerkendelsen var stor. Med den slags grej er det da umuligt at tabe, tænkte de fleste i omklædningsrummet, men...
Hele første halvleg var én lang belejring af Lyseng. Alle var på stikkerne. En bundsolid bagkæde med Jan og Agent S og især en uhyre arbejdsom Risvig lukkede ned for alt. På midten løb Karmark solen sort og var den elegante bølgebryder og udgjorde sammen med Srdjan den akse, der igen og igen gjorde FAML målfarlig. Forrest viste Oleg, at han som ingen anden kan bevæge sig i fire dimensioner på én gang. Alt så lovende ud og Lyseng var i vildrede: Hvordan kan et +60-hold spille så godt... og alligevel ikke score?
Og her kommer et af de svar, vi ikke havde behov for: Ja, det er faktisk muligt at tabe, hvis bare modstanderens målmand er pissegod. Og det var Lysengs målmand desværre lige netop dén dag. Bare i første halvleg reddede han to 100% chancer, et kanonskud fra Srdjan, et knastørt repostskud efter et skud på overliggeren fra Risvig og et lidt forkølet skud fra Oleg. Vi burde have ført 2-0 ved pausen. Lyseng havde intet at byde på. INTET.
Ud går Jan og Oleg, og ind kommer Holgaard og Uffe, men presset holdes resten af halvlegen. Det er et spørgsmål om tid, tænker alle.
Agent S smitter med sin optimisme i pausen, og der drikkes elektrolytdrikke, som til en miniputkamp. Jens erstatter Karmark og lover at løbe solen sort. Alle er enige om, at det her har vi styr på: Vi vinder – ja, vi gør så.
Efter to, måske tre minutter får vi endnu et svar, som vi ikke havde behov for at få: Ja, det er faktisk muligt for tre FAML-spillere at lade en lidt-over-halvfjerdsårig, haltende og halvblind angriber snuble og fumle sig frem til at prikke bolden i mål. Fuglene stoppede med at synge, en sky gik for solen på en ellers totalt skyfri aften, pigerne på nabobanen begyndte at græde. Alle FAML’ere tænkte: Gid Gulag stadig fandtes, så var der tre mand, der skulle med et tog.
Nå, men den slags sker jo i topfodbold, så der var ikke andet for, end at fortsætte det gode spil. Oleg kommer ind igen og blev mere og mere fire-dimensionel, afleveringerne (der for at være helt ærlig, aldrig havde været særlig gode) blev direkte upræcise, markeringerne blev slappe, Srdjans driblinger løb ud i sandet og selv Risvigs gigantiske løbearbejde og indædte fight virkede mere og mere formålsløst.
Og så sker det naturligvis igen: Forsvaret sover, en Lyseng-gamling får lov at komme for tæt på, giver bolden en i røven med tåen, og bolden glider, ja, den triller vel nærmest uforstyrret gennem det snorksovende forsvar til 2-0. Hvordan kan den slags ske?
Karmark kommer på banen og mere eller mindre øjeblikkeligt, bliver der lukket på midten. Risvig får ny luft, alle begynder at arbejde. FAML er på vej tilbage og presser, presser og presser. Endnu et par fabelagtige redninger af den onde ånd i målet, endnu et skud på overliggeren, denne gang af Srdjan. Ja, FAML er på vej tilbage. Alle Lyseng-spillerne står desperate i eget felt og har nok at gøre med at sparke væk, men Agent S viser overblik og sender en præcis bold i hovedet på Srdjan, der køligt sender bolden i mål. Pigerne på nabobanen græder igen, fuglene synger, solen får lov at skinne. Alt er smukt... FAML er på vej... i henad fire minutter for her laver Agent S en dum eftertackling og får gult kort, tre minutter senere bliver Srdjan smidt ud sammen med en Lysegn-spiller... og kampen fiser ud – og for Gud ved hvilken gang er det lykkedes FAML at tabe en kamp, som vi burde have vundet. Den slags kræver også en form for unikt og næsten overjordisk talent – det blev vi i hvert fald enige om, da vi sad og beundrede Friis’ dåseølsholdere i omklædningsrummet: Hvem er den mest talentfulde klub i byen? Ingen gad høre svaret.