Harte indoor cup 2025
Vi startede skidt og kom bagud mod Esbjerg, der viste sig at være stævnets dårligste hold. Heldigvis holdt vi hovedet koldt og fik vendt kampen til en mere end fortjent 2-1 sejr. Her kunne vi dog godt have vundet 5-1 eller 6-1 med lidt mere kynisme og blik for hinanden i angrebsspillet. Det første mål var flot samspil, hvor Storms indlæg fra højre endte hos Hjalmer i venstre side. Han spillede klogt bagud til Anker, der spillede på tværs til Markus, som efter en tæmning sendte bolden i mål.
I kamp 2 kom vi bagud igen, men vi viste igen, at vi var et bedre hold end Dalby. Jacob udlignede direkte på frispark og scorede også til 2-1 samt lagde op til Markus' mål til 3-1 med en klog aflevering via banden.
Sidste gruppekamp var mod Harte, der tidligere har vist sig at være nogle bisser. I virkeligheden var det kun deres nummer 17, der gik over stregen i dag. Men det gik desværre ud over Anker, der slog sig i en nærkamp med den lille Stig Tøfting-klon. Alligevel kom vi foran 1-0, da Mads' afslutning skabte en ripost, som Storm sendte i mål. Men vi indkasserede en udligning mod slutningen, så vi endte på gruppens 2.plads efter Harte, der havde 2 sejre og en uafgjort lige som os. Men en bedre målscore pga vores manglende skarphed i første kamp.
I semifinalen holdt vi Dalbys andet hold fra fadet, især grundet flot målmandsspil af Storm. Og det var en fuldt fortjent 1-0 sejr efter et flot mål af Jacob i den anden ende. Derfor endte vi i finalen og brød en tendens, vi ellers har haft på holdet: at være det bedst spillende hold, men mangle det sidste for at kunne gå hele vejen i sådan en turnering.
I finalen skulle vi desværre møde Harte igen, men Theis fik talt med dommeren inden, så han kunne være mere opmærksom på at beskytte os fra Hartes nummer 17. Anker var også blevet klar igen og spillede en brandkamp i målet. I en kontra var Harte fri foran mål, men Anker var en sprællemand og et plankeværk på samme tid og fik flot afværget med en tredobbelt redning. Det fik også Hartes træner til at tilbyde Anker at spille med dem fremover. Hvilket naturligvis blev afvist prompte af trænerteamet (og Anker selv)! På dette tidspunkt var vi dog foran 4-1 og havde splittet hjemmeholdet ad med fokuseret og flot spil. Storm og Mads havde gjort det til 2-0, Mads med et flot langskudsmål. Og selvom Harte reducerede, svarede vi prompte igen med to mål af Jacob. Da tiden rindede ud, blev sejren fejret med manér.
Vi har tit spillet flot og fortjent mere, end vi har fået. I dag fik vi - efter en lidt svær start - fuld valuta for vores anstrengelser.
Flot trænerindsats af Theis. Fantastisk presspil af Hjalmer og Valdemar undervejs. Vilde redninger i målet af Storm, Mads og Anker. Jacob, Markus og Storm med flere vigtige og flotte mål.