Super Veteran - FC Hackenbusch

Hackenbusch- Dynamo Stüring 15-juni 2022

Følgende var mødt frem til denne nøglekamp: Bo, Janus, Pingel, Zeuthen, Patrick, Karl, Niels, JT Erichsen, Saggau og Jonas. Der blev scoret 4 mål (Saggau 2, Jonas og Horn hver 1) og det var vel det…

De er nogle flinke fyre, dem fra Hackenbusch – det må man give dem. Dog trækker nummer 17´s opførsel fra i regnskabet, og det var måske meget godt. Personligt lagde jeg ud med et halvgroft og umotiveret frispark på Jonas chefs bror (kan du først huske deres fornavne, så er du ude på en glidebane), som kiggede op på mig med øjne der sagde ”jeg troede vi var venner”? Jeg kiggede væk - halvt tynget af skyldfølelse, halvt ansporet af hån – det er en svær balance…

Jeg ville gerne have lagt ud med et langt stykke om mine erfaringer med Hackenbusch – cafeen, ikke fodboldholdet. Men det ville have involveret en længere fortælling om Permin, aftenholdsarbejde på Magasins lager i 1991, hans fars ladvogn og så de der små flasker Tequila med orm i hver enkelt, hold op de var dyre. Men vi var flush med cash , og Hackenbusch var alligevel ikke rigtig et sted hvor man trak damer.

Men Permin havde ligget og lunet sig i den lune ende af ventelisten, og da han så, pga et par afbud, var kommet indenfor i varmen fik han kolde fødder. I panik fik han meldt fra til kampen mod Hackenbusch, ikke bare til onsdagens kamp, men også til en eventuel tirsdagskamp – og lur mig om ikke han også var sprunget fra hvis vi skulle spille i dag. Hvad laver Christian egentlig der er så vigtigt, at han ikke kan levne sig selv 60 minutter i godt selskab? Er det som da Michael Falch spurgte CV Jørgensen om ikke de skulle jamme, og CV tørt replicerede ”den dag kan jeg ikke”?

Hackenbusch blev grundlagt i 1989, og var lokaliseret på Vesterbrogade melle Kingosgade og Sorte Hest. Klientellet var sådan lidt Århuskultur, og et par år ældre end os. Ydre Vesterbro 7 år før Kulturby, med et besat Mekanisk Musik Museum lige rundt om hjørnet. Ja, jeg husker egentlig ikke hvorfor man kom der. Men der var ikke så mange steder der havde sent åben dengang. Og så var det måske slet ikke så tosset et alternativ til Promenaden, hvor vi ellers plejede at hænge ud. Christian har heller aldrig været så god til billard, så det var vel en god foretning med de tequilaer alligevel.

I 2009 kom Hackenbusch på Facebook, så steg prisen på deres burger – og inden året var omme lukkede de foretningen. Men der løber stadig nogle middelaldrende mænd rundt og sparker fodbold, iklædt brunt (bordeaux?) og grønt. Måske skulle de tage deres fritidsbeskæftigelse op til revision, for efter 5 minutter i selskab med Dynamo var de nede med 2.

Hackenbusch gav bolden op, vi erobrede den straks og satte Patrick i gang med første gennemløb (jeg sparer på de alpine referencer i dette referat, da der er flere der har givet udtryk for at de ikke helt er med). Inden han fik løbet bolden udover baglinjen , lagde han den smukt tilrette for Saggau der var sikkerheden selv. Jeg tror at der var gået under 30 sekunder fra hans forrige scoring i kampen mod Internazionale. Og meget længere gik der ikke før Jonas var på pletten – uassisteret, tror jeg -men det gør det jo ikke ringere.

Så skete det der så tit sker for Dynamo. Driblingerne blev for mange, afleveringerne udeblev og afslutningerne steg i sværhedsgrad. Men vi var i fuld kontrol, og der var kun et hold på banen. Janus og Pingel spillede lænestolsforsvar, og Bo havde vel kun en enkelt halvredning. Det kunne godt undre en, at deres frontangriber aldrig blev rigtig farlig. For han lignede fuldstændig Matt Sorum på coveret til The Cults ”Electric”, og forlod da også Valby idrætspark kørende på en Harley (Suzuki? Svært at se med solen i øjnene). Men flot pandebånd, og flink fyr…

Zeuthen kom ind på den centrale midt, og han havde så meget fart på, at han inden længe var at finde på wingen. Tydeligt at se, at han havde travlt med at komme hjem og passe børn. Janus var lige vendt hjem fra en ugelang observation på Rigshospitalet, og havde brugt tirsdagen på at fælde brombærbuske på Kløvermarken, så han gjorde plads til Jakob i forsvaret til et velfortjent hvil. Karl kom ind, og på en hjørnesparkskombination fik han løbet sig fint i position på kanten af feltet, men fik ikke helt træf på bolden, og vi gik til pause foran med to mål.

Vi undlod dobbeltudskiftninger i pausen, men alligevel kom vi skidt ud til anden halvleg. Hackenbusch gav den en skalle, og inden længe var de kun nede med en enkelt. Forsvaret var blevet trukket bredt, og en af deres centrale fik løbet op gennem midten. Afslutningen blev rettet af , og selvom den var midt i målet var Bo chanceløs. Irritationen var til at tage og føle på, og Bo måtte endnu engang sige farvel til drømmen om et clean sheet. Utroligt nok, så gentog seancen sig kort efter. De fik en fri mand midt for mål, ingen gik til ham, og så stod den 2-2. Begge mål mindede meget om de to mål der blev scoret mod os i sidste uge, og det må vi simpelthen få styr på.

Der blev råbt fantastisk meget om at vi skulle spille vores spil, aflevere noget mere, og gøre det simpelt. Og stemningen var lidt skidt… Patrick insisterede på at spille kampen til ende, selvom han flere gange blev sparket groft ned, og efterhånden bevægede sig mere som Professor Tribini, end den langlemmede Edwin Moses vi er vant til. Og Saggau lukkede alt ude, og var så fokuseret på at redde verden alene, at vi var nødt til at lade ham gøre det han nu engang gør bedst – score mål. For efter usødvanligt mange hårde kampe med en storsmilende kleppert af en nummer 11 i Hackenbuschs forsvar, lykkedes det endelig at nedlægge modstanderen. Så efter en hård skulder og et skarpt træk, satte Saggau den sikkert i kassen, 3-2.

En metaltræt Pingel (bursitis i hofteregionen – slå det op) lod sig udskifte med Erichsen, og det skulle vise sig at være klogt. For der blev kæmpet bravt, og lavet vigtige tilbageløb af den herre – godt set Pingel! Du skulle måske lige have informeret Bo om skiftet, for det var han træt af (som de siger vestpå).

Vores modstandere lagde sig ikke ned af den grund, men fortsatte med at presse på og vi måtte forsøge at lukke kampen endeligt på en kontra.

Horn var på et tidspunkt helt alene igennem på venstrefløjen, og alle på bænken råbte ham frem. Men han valgte at stoppe helt op, og så aflevere på tværs af banen og udover sidelinien, uden en eneste medspiller i nærheden. Men han var undskyldt, for der var så mange overvejelser omkring årets Copenhell, at vi bare har at være glade for at han kom. Og endnu gladere for at han kort efter scorede til slutresultatet 4-2, under omstændigheder jeg ikke lige kan redegøre for… Men Jonas må have haft en god dag på arbejde i dag efter denne sejr, og i det hele taget lader det til at han har fået sin Mojo tilbage.

Saggau talte stemmer op, og – surprise – hev MOM´en hjem. Ja, hvis du kan se dig selv i spejlet og leve med det 😉

Jeg stemte på Janus, selvfølgelig. Han spiller den forsvarsposition som en Gustavo Kuerten årgang 1999. Flot hår og uregerelige lemmer, men solidt bagliniespil og en kanonserv (der var 30 sekunder tilbage Bo).

Vi var kun fire til øl, og havde købt til mange flere, så det var også ok…