FAML - Åbyhøj IF
Undskyld! Undskyld! For ikke at have scoret mindst et mål mere. Jeg ved godt, det blev til to, og det er jeg selvfølgelig glad for. Men det burde nok have været et par stykker mere. Det er ikke sådan, når man får tid til at tænke i en friløber – så ender det bare galt. Man skal bare lade fødderne bestemme.
En rigtig smuk scene var sat omkring vores hjemmebane. Træerne stod i fuldt flor, majsolen dansede ude i horisonten, og forsamlingen af FAML’ere var fuld af forventning. Vi skulle rette op på sidste opgør mod Åbyhøj IF, hvor vi måtte lide et lille nederlag på 2-1.
Da vi var lidt nede på mænd, havde vi søgt hjælp andetsteds. Blandt andet hos en lokal i Vorrevang, Peter, som også spiller Hyggebold. Og fordi vi ikke havde vores egen Peter, havde nogen faktisk fundet endnu en Peter – jeg mener, han var ude fra Skødstrup.
Kim havde lagt taktikken. Den var defensiv som udgangspunkt: Vi parkerede bussen foran vores mål, og så skulle der smides lange kugler op til spydspidserne. Som så helst skulle putte bolden ind i modstanderens mål. Hvor svært kunne det være?
Åbenbart ikke helt så let. Måske hang spydspidsens egne lange kugler lidt i vejen. Men… Da vi havde spillet en ti minutters tid, kom første mål på en friløber helt ude fra siden. Bolden blev sat lige i den smalle sprække – vist nok med hjælp fra Bertil, der trak modstanderne med sig. 1 - 0.
Åbyhøj forsøgte sig med en masse høje bolde ind over mål fra siderne. Flot skulle det jo se ud, men det blev aldrig rigtig farligt. Vores bus var solidt parkeret. Med jævne mellemrum forsvarerne ud af bussen og tog nogle gode drible ture op langs kanterne.
Så vi gik til pause med denne herlige føring og blev enige om at fortsætte Kims taktik.
På banen igen bølgede spillet frem og tilbage. Åbyhøj ville virkelig gerne score, men det lykkedes dem ikke rigtig. Til gengæld fik vi – og jeg kan ikke helt huske hvem (men det var Bertil) sat et godt mål ind efter fine afdriblinger og stålsat vilje. 2-0 til hjemmeholdet.
Det kunne jo have knækket Åbyhøj, men det gjorde det ikke. Tværtimod pressede de endnu hårdere på. Det var, som om de var pænt stædige, og til sidst lykkedes det dem da også at reducere på et ganske flot skud forbi en chanceløs Friis.
Men det gad vi jo ikke finde os i. Efter en masse kontraer lykkedes det til sidst undertegnede at trænge igennem. Først helt ned til baglinjen i højre side af modstanderens mål, så ind foran, forbi målmanden – og derefter stille og roligt trille bolden i kassen. 3-1, kampens resultat.
Vi fejrede på behørig vis, da dommerens sidste fløjt havde lydt, med indholdet af Friis’ fantastiske øl-holder i FAML-farverne.
Dåsefrisk humle til sejrherrerne. Skål!
Oleg
