Super Veteran - Trianglen
Trianglen – Dynamo Stüring mandag 20 september
Mandag aften mødte Dynamos drenge op til endnu en omgang fodbold på Valby Parkens syntetiske græstæppe.
Vejret viste sig fra sin bedste side – mildt, lunt og smukt. Solen genspejledes i de kandis-røde trøjer, den stille brise piskede blidt op i formandens lange krøller, mens han roligt og koncentreret varmede op med en række langskud af svingende kvalitet.
Dagens modstander Trianglen
Trianglen består af civilingeniører og polyteknikere.
De drikker aldrig, ryger aldrig, spiser sundt og varieret – gerne vegetarisk. De har sjældent sex og de lever i det hele taget gennemsundt og fornuftigt. Hvorfor tage bilen, når man kan cykle. Der er ikke noget som hedder dårligt vejr og rygsækken er vandtæt. Hvorfor drikke sig beruset, når man alligevel hurtigt falder i søvn ovre i hjørnet. Hvorfor ikke bare mødes i hyggeligt lag og diskutere interessante atomfysiske teorier, måske tage et slag Kinaskak og så ellers tidligt hjem til Rikke, eller Dorthe, eller Marie. Kys på panden og godnat.
De er faktisk virkelig nogle søde, flinke og intelligente gutter med en evig ungdommelig fysisk og en moden psyke. De er typisk i mere end fremragende form, de fremstår flotte og markerede (men aldrig for meget) og de er prisværdigt pligtopfyldende og disciplinerede.
Og så er de gode til fodbold. Ikke ekstravagante, flamboyante eller teknisk brillante – men stærke, hurtige, godt organiseret, individuelt smarte, men allermest et virkeligt vel-sammentømret mandskab.
Dynamos drenge er ikke længere fysisk ungdommelige. Vi fremstår ikke helt så markerede, som for 20 år siden, der er mave på, skavanker fra top til tå hos størstedelen og hurtigheden er forsvundet. Men på fascinerende vis ser vi stadig os selv som unge mænd med masser af fysik og kvinde-appeal. Sandheden er, at vi drikker ofte og gerne og gerne meget, de fleste af os ryger (også meget), kaffe er uundværligt og motion skal tages med forbehold. Vi dyrker gerne sex og gerne ofte, hvis nogen skulle være interesserede, men det er også hårdt og forbundet med stor fare for skader.
Ok, nogle enkelte Dynamo-drenge fremstår faktisk relativt skarpe, men de er stadig herligt usunde og samspilsramte.
Vi er en broget flok, men en virkelig skøn en af slagsen. Hvad vi mangler i disciplin, fysisk formåen og modenhed har vi i holdånd. Vi brokker os ofte og gerne og til hinanden og dommeren, men jeg føler, at skulle en af os en dag være alvorligt på spanden, så står gutterne klar med hjælp og støtte, en øl, eller en joint og en god snak.
I vores opgør mod Trianglen har disse egenskaber dog aldrig vist sig på resultattavlen. Det ene sviende nederlag efter det andet har vi måtte erkende (og det er altid værst at tabe til flinke fyre). Men denne efterårssæson har fremtryllet nye sider af Stüring med høj boldbesiddelse, smukt pasningsspil, tålmodighed, disciplin og struktur.
Til aftenens opgør bør flere aspekter fremhæves.
Først og fremmest var der debut til Rubin, som efter et mislykket ophold i en dansk forstadsklub, var vendt hjem til denne kamp. Det var en fornøjelse at se vores gamle sydfranske Marseillais husere på højrekanten igen og forhåbentlig kommer der mange flere kampe i fremtiden.
Desværre vokser skadeslisten og nu er Gamle skadet igen og nok for resten af året. Rigtig god bedring.
Jason stemplede igen ind som lånespiller og fyldte som altid - meget og godt oppe på toppen.
Christian, vores ærede og elskede formand, var med igen og det skal han blive ved med. Det er super hyggeligt og der er stadig masser af bold i kroppen på vores all-time bedste keeper og vel én af de bedste i DAI på positionen i de sidste mange år.
I forsvaret stod en ny konstellation med Luca og Pingel. På trods af begrænset kendskab til hinanden på denne del af banen, fremstod de som en uadskillelig forsvarsmur foran vores altid fremragende 2. keeper Bo.
Fra kampens start spillede Dynamo roligt og tålmodigt bolden rundt. Trianglens urokkelige disciplin gjorde, at de løb mange meter efter bolden og de blev ved med at løbe og jagte. Dynamo spillede blot kuglen rundt og ventede tålmodigt på at hullerne opstod. Og efterhånden som de fysiske pragteksemplarer fra Trianglen blev mere og mere trætte, blev de slappe, let-overvægtige, middelalderende mænd fra Dynamo bare stærkere og skarpere.
Chancerne kom i takt med dette. Et suverænt angreb, endte i en fornem frispilning fra Luca til Søren, som helt fri og med masser af tid, desværre skød et godt stykke forbi. Flere chancer.. Jason headede på stolpen, Jonas var tæt på. Janus med flere fremragende stikninger og chanceskabende aktioner – med både fremme og i defensiven. Jesi fortsatte sin stime af overlegne præstationer. Enkelte gange kom Trianglen tæt på, men ikke til de helt store muligheder og hver gang var Bo på toppen mellem stængerne eller forsvaret afværgede solidt.
Målene lod vente på sig.
I 2. periode blev Trianglens spillere mærkbart trætte. De holdt op med at lægge pres på os og spillede defensivt og afventende – håbede på en heldig kontra. Dette var svært at genkende Trianglen fra vores tidligere opgør og jeg tror at de også havde svært ved at genkende os.
Dynamo kunne nok have gået mere efter sejren til sidst end tilfældet blev. Måske et skulle Luca være sendt fra forsvaret til midt-midt. I hvert tilfælde endte kampen uden mål og det kunne Trianglen være mest tilfredse med. Dog også en præstation at holde Trianglen fra mål og chancer.
Herligt at stå med en følelse bagefter af at have været det bedste hold. Vi spillede en virkelig god kamp og kredit til Jones for ikke blot at sørge for holdudtagelse, skaffe ekstra spillere i sidste øjeblik, koordinere indhentning af ekstra trøjer, smække et holdkort ind i DAI appen, stå for opvarmning og udstikke strategien og opstilling, men også selv spille en solid kamp – lige indtil han blev taklet af turf-monstret. God bedring også her.
Nu er der ikke mange kampe tilbage. Men en sejr, 2 uafgjorte (som kunne og måske burde være vundet) og et enkelt nederlag i de sidste 4 kampe vidner om, at Stüring gør det rigtige.
Øllene bagefter smagte virkelig godt og selskabet var som altid i top.
Slutresultat 0-0; Luca fortjent MoM
PS: Husk at melde til generalforsamlingen i holdsport og til de sidste kampe i efteråret.