Super Veteran - Hakoah

Dynamo Stüring – Hakoah 16-08-2022 (Dette referat er skrevet bag på baggrund af virkelige hændelser. Skulle det ikke stemme overens med din egen oplevelse, kan det skyldes at skribenten var 100% fokuseret på sin egen indsats igennem de 60 minutter kampen varede). Denne kamp var af en sådan karakter, at referatet fortjener en overskrift: HAHAkoah – den der ler sidst ler bedst! 28 grader i skyggen, og den var der ikke meget af. Kampens dommer var endnu engang Eik, og vores modstander var denne gang Hakoah, JIF Hakoah. En Jødisk idrætsklub dannet i 1924, der i de første mange år var koncentreret omkring udøvelsen af brydning, hvilket stadig er en fast del af alle deres aktiviteter (fodbold, yoga og basketball bla.). Min egne (og sikkert flere andre fra Dynamo) første møder med Hakoah rækker dog ikke så langt tilbage i tiden, jeg vil skyde det til 1980 – og lur mig om ikke en eller to fra i dag var gengangere fra dengang. Små spinkle fyre med krøllet hår, mindes jeg - som selv havde omtrent samme kampvægt som i dag. Chubby, vil man vel kalde det i dag, og iført arisk blond grydeklip. Heldigvis var FB´s målmænd på 1. og 2. holdet dengang brødrene Ricki og Reno – altid flankeret af deres far der arbejdede på DISA, hvor der i dag ligger Herlev BIG. Og hvad de ikke havde i handskerne, havde de i dødvægt over bæltehøjde – alle tre. Så var der altså ikke så mange der lagde mærke til, at ham højrebacken vist havde hældt lige lovlig mange kradsere ned henover sommeren. 2.holdets (senere 3.holdet) største primadonna, ifølge træner Kim. Hakoah vandt rækken sidste år, og har været i top 2 de sidste tre år. Sådan noget trækker tilskuere, og det udmøntede sig denne aften i august i 3 teenagepiger, samt et ældre ægtepar i klapstol. Vi stillede med Tobias, og Jesi der kom til øllen – direkte fra golf. Vi er et hold i konstant udvikling, og vi er nået langt fra vores første afklapsning fra Hakoah på 9-0, til sidst at tabe hæderligt 2-4, i hvad der dengang føltes som lidt af et gennembrud. Den 16. august 2022 var følgende skare samlet for at toppe det resultat: Bo (tilbage i mål med 10 hele fingre, og bævende af nervøsitet), Pingel og Janus (ja, vi gør det da bare igen), Zeuthen, Luca og Ronald (en lækker blanding af stål & silke) og Jonas (så tændt som en LK Fuga uden jordforbindelse, eller afbryder). Og på bænken var der ulmende vrede fra Søren, Permin og Rørvig – ja, de kendte også Hakoah fra gamle dage… Vi starter kampen uden bold, og med solen i øjnene – hvem fanden stod for den lodtrækning? Alligevel kommer vi flot ind i kampen, uden at presse for meget på. Der biver råbt, dirigeret og instrueret fra snart alle mand. Vi ligger dybt, men ikke for dybt, og afventer deres udspil. De holder lidt igen, og presser ikke for meget på – der er en eletrisk energi af gensidig respekt i luften, og så er det pissevarmt… Luca ligger dybt og ”marshallerer” (åbenbart ikke et ord før nu, men hvad vil I gøre ved det?) på et område 5 gange 5 meter et stykke bag midterlinien. Alle bliver trukket lidt tilbage ustandseligt – det er noget Bo og undertegnede sætter pris på. Janus og Pingel skifter side efter behov, der ikke er ikke så meget at snakke om der – ballet for voksne mænd. Zeuthen og Ronald kan ikke holdes tilbage, og de skaber da også farlige situationer – uden at der biver risikeret for meget. Og Jonas er både fremme og tilbage, som en Nik&Jay sang, hvor videoen ville være for skrap kost til MTV. Når det bliver nødvendigt er der hårde indgreb, og stemningen bliver gradvist mere intens i mellem de to hold – det skal bliver meget værre… 10 minutter inde i halvlegen er der keyassist fra Bo(han laver to i kampen siger han – jeg ved stadig ikke hvad det betyder) og Jonas spiller Ronald i dybden med en følt inderside mellem de 2 midtstoppere. En flot afslutning via overlæggeren som krydser stregen, og en endnu finere opfølger på riposten (men der var allerede mål)– og så fører vi 1-0. Og så kan vi mærke det – vi har sgu fat i dem! Hakoah skruer lidt op intensiteten, og vi følger dem til dørs. Søren, Christian og Rørvig kommer ind, og der er lige lidt tilvendning fra især de to Dynamoveteraner. Søren får et par ambitiøse aflveringer fra Janus, og får ikke helt fat. Christian skal dække mere land end han nogensinde har gjort før, og får instruktioner i øst og vest. Det bliver ikke bedre i anden halvleg, hvor han på et tidspunkt bliver dirigeret tre forskellige steder hen, af tre forskellige velmenende dynamoer. Og her kræver det altså en far til 4 (5?) at holde temperamentet i ro. Nicolai kommer fint ind, og skal kun lige hives lidt længere tilbage end vanligt. Fem minutter før pausen får de udlignet. De får presset godt på, og deres bevægelser skaber uro i opodækningerne. Christian kommer godt ned i en tackling, men mangler lige to centimeter. Stiv tå uden kontrol – men lige op i krydset. Vi kommer godt igen, og kører den næsten hjem til pause uden problemer. Så får de et ufarligt frispark midt på banen, hvor Søren kommer til at inferere lidt uheldigt/unødvendigt – gult kort for at obstruere udførsel af frispark. Vi skal starte anden halvleg med en mand i undertal. Vi kommer ned i skyggen, men vi kommer også under gradvist mere pres. Vi holder ikke så meget på bolden længere, og der bliver flere lange bolde. De kommer til få chancer, men Bo er sikkerheden selv i dag – og hvis han bare havde strukket hånden ud tidligere, havde vi ifølge ham selv, stadig været foran. Så dejligt at se Bo bare vokse ind i rollen som førstemålmand… Der bliver flere og flere frispark, grove og mindre grove. Der bliver råbt, truet og filmet i et væk. Dommeren er på randen af at miste grebet om kampen. Heldigvis får han øje på en forseelse fra de blås side af, som han ikke kan undlade at give gult for – så får vi lige 5 minutters relativ ro… Hvad bedre er, at vi umiddelbart inden er kommet foran på endnu en scoring af Ronald. Denne gang var det nu Zeuthen der stod for det meste af arbejdet – men bolden skal altså helt over stregen. Detaljerne er helt væk, men det var noget med en bold i dybden… Og så er det altså bare nærkamp på nærkamp, clearing efter clearing og så lige et gult kort til…… Luca. Nødbremse uden foran feltet, skadet spiller ( det var uheldigt…). Og så er der holdleder og udskiftningsspillere på banen - selv den gamle mor i klapstolen er på vej op. Heldigvis har vi – og fodboldspillet - Søren Langkilde (altid det kølige overblik i en ophedet situ). Han får manet til ro og håndtryk – og det holder 2 minutter – så koger det igen. Dommeren fortæller Luca, at han ikke har to frispark tilbage i kampen, og Luca lytter helt klart ikke længere til nogen. Heldigvis er kampen pludselig slut, og vi har vundet 2-1 over nummer 1. Vi er to point bagefter, og har i den grad levet op til vores flotte placering i rækken. Der venter mange mulige bananskræller og venter – men i dag er vi helte! MOM – Bo ”Big Grip” Wermus