Super Veteran - FC Internationale

7. jun. 2022, kl. 17.30
Super Veteran - FC Internationale
17:30 tirsdag 7. jun
9
:
2
Dynamo Stüring - FC Internationale

FC Internazionale – Dynamo Stüring 07-06-2022
Disclaimer: Der vil være mange der vil være skuffede over manglende detaljer i forbindelse med deres mål, assists eller nøgleaktioner. Men der skete simpelthen så meget, og blev scoret i et sådan omfang, at det var svært for skribenten at følge med.
Først det tørre: Bo, Wiuff, Pingel, Patrick, Luca, Horn, Totti, Rørvig, Saggau og Jonas var truppen. Målene blev scoret af Patrick 2(2½), Rørvig 2(1½), Luca, Jonas, Horn, Saggau og et selvmål. Assists kom fra Patrick 2, Wiuff, Horn, Saggau, Luc og Rørvig. Nøgleaflevering Pingel 1.
Der havde været en del frafald lige op til kampdag, så ventelisten var barberet godt til. Men godt skrivebordsarbejde fra Jesi og Jonas gjorde at vi alligevel stillede stærkt op. Janus (God bedring!) afbud gjorde at selveste Kaptajnen rykkede fra en sikker ventelisteplads og direkte ind i startformationen, hvor han blev kampen ud. Andre fik travlt med at stryge sig fra listen, og Permin valgte klogeligt at holde sig væk, af fare for at blive hevet ind fra en tilskuerplads. Så vi måtte nøjes med opbakning fra en medrejsende tifoso i form af Jesi. Men han gjorde det godt under sin medbragte paraply, og sørme om han ikke også gav øl bagefter – der er nogen der får for mange lommepenge. Lydniveauet fra sidelinien var tit så højt, at det overdøvede det der skete på banen. At det så ikke altid omhandlede kampen, kunne være lidt forstyrrende for de involverede…
Jonas var holdleder grundet Janus afbud, og valgte at forstyrre kontinuiteten ved at holde et oplæg inden kampstart. ”Bananskrælskamp”, sagde han og stirrede intenst frem for sig - og han havde ret. Vi var ubesejrede i seks kampe under Janus ledelse, modstanderen et bundhold (der dog havde scoret 4 mål i deres seneste nederlag) og vi stillede med næsten udelukkende angribere.
FC Internazionale hed vores modstander, og uden læsebrille kunne man et kort øjeblik foranlediges til at tro at det var den ægte vare vi skulle op imod. Iklædt den traditionsrige blå/sorte spilledragt kunne det snildt have være enten en Vieri, Baresi, Schneijder, Altobelli, Ronaldo, Rumenigge, Brehme, Zanetti eller Hansi Müller (den er god nok, jeg havde støvlerne). Ved nærmere eftersyn var der en der lignede Peter Piil, og så ham den langhårede fra Rockers by Choice.
Inter har flere kaldenavne, og et af dem ”Il Biscione”, kan oversættes til Den store græsslange. Men her var der alligevel mere Big Fat Snake over sagerne: bundsolidt og pågående, men aldrig swingende sådan for alvor.
Vores modstandere var direkte oprykkere fra veteranrækken, og man måtte derfor forvente at de ville komme blæsende fra start i al deres ungdommelige vælde – og det gjorde de også… Men som man siger i Italien: piú oserai, piú perderai. Efter små 10 minutter var Dynamo foran med 3-0, og dommeren havde endnu ikke spottet Lucas ulovlige benskinner – at var godt. Patrick zigzaggede sig igennem modstandernes forsvarsrækker, og der var næsten mere Tomba end Giradelli over de skarpe træk. Luca viste overblik og Horn var uimodståelig. Inter spillede i noget man vel kan karakterisere som en omvendt Catenaccio, der udemærker sig ved dårligt tålmod, og en tro på at man kan ændre kampens udfald, hvis blot man knalder en hård aflevering op på sin bedste mand. Men den går ikke mod Kaptajn Wiuff og hans trofaste hjælper Pingel, der i ærefrygt var mere stille end vanligt.
Vi foretog en dobbeltudskiftning, hvilket Janus aldrig ville have sanktioneret skal siges. Søren og Jonas erstattede Patrick og Horn på wingerne, og det var måske lige en udskiftning for meget. For sammenholdt med et stigende overmod, var det måske det der gjorde at det umiddelbart efter stod 3-1. Et mål fra deres ubehagelige 8´er, der tidligere havde tituleret mig som homoseksuel – og ja, jeg var så tæt på at jeg måske skulle have givet ham en øl efter kampen, eller i det mindste fulgt ham hjem.
Søren blev fældet højt oppe på banen. Og allerede her var han i en sådan kamp med sine indre dæmoner, at han uden kamp overdrog frisparkstjansen til undertegnede. Jeg lagde en perfekt bold ind mod pletten, men der var ingen der angreb bolden. Heldigvis samlede Luca bolden op, og efter lidt klumpspil satte Rørvig den i mål til 4-1. Men herefter rodede det lidt halvlegen ud, og de kom på 4-2 (5-2) efter en lidt løs handske fra Bo der ikke var tilfreds med sig selv. Uanset hvad var pausestilling 5-2.
Strammede vi lidt op i anden halvleg? – måske… Der blev arbejdet hårdt på midtbanen af Søren og Horn, da modstanderne aldrig lagde sig ned, men fortsat forsøgte at komme frem til chancer. Det blev dog aldrig helt farligt, udover en aflsutning Bo reddede med en flot fodparade. Og Luca var flere gange helt nede og ligge som den ene af de to forsvarere.
Et kontroversielt mål blev sat ind af Rørvig, efter forarbejde af Enghavens ukronede græs-alpinist. Patrick havde lagt bolden forbi målmanden, og den var på vej i mål uden en modstander i miles omkreds. Alligevel lykkedes det ikke Nicolai at styre sit bomberinstinkt, og han skubbede den lige de sidste centimeter over linien – og holder stadig Patrick bag sig på topscorerlisten 6-2.
Et mindre skænderi udspillede sig diagonalt på tværs af banen mellem Pingel og Jonas. Det var noget med noget opdækning, og selvom der var langt imellem dem, kunne man fornemme at Jonas retfærdighedssans var blevet trådt på. Så efter en nøgleerobring af Patrick, tog undertegnede skyldtvungent en resolut beslutning, og lagde en milimeterpræcis aflevering i dybden til Jonas - der efter en et-to med Rørvig, sikkert kunne sætte bolden i mål til 7-2. I kender det sikkert godt derhjemmefra: nogle gange må man bare være ”the better man” og gøre situationen god igen hurtigst muligt, også selvom man havde ret i første omgang…
Så var der selvmål 8-2. Derefter var Morten fremme på hjørne, og pandede bolden snært forbi – en misset chance for at følge manuskriptet for et historisk comeback helt til dørs.
Som tiden gik blev det dog mere end tydeligt hvad der stod på spil. Kaptajnens comeback trådte i baggrunden, og pludselig handlede kampen kun om en ting: Saggau. Der havde været chancer, der havde være ”en mod en-situationer” og stadig ingen mål. Havde Samson mistet kræfterne? Helt nyklippet foroven, såvel som forneden, var han troppet storsmilende op til kampstart. Men han var nervøs for om hans nylige kirurgiske indgreb havde haft indvirkning på målscorerevnerne, det var tydligt..
Sekunderne tikker, Saggau i gennem brud, dommeren råber ”last action”, han trækker forbi forsvarer, uden om målmand – og bang – i mål. 9-2 og Saggau kan ånde lettet op, der er stadig krudt i kanonen…
Der var ikke meget at stille op i kampen om fidusbamsen. Morten hev den hjem med 10-1, og Patrick var en solid runner-up.
Er nogen, eller noget glemt – så tøv endelig ikke med at nævne det i tråden 😊

2400

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktioner
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktioner