De Røde Djævle - A-holdet


Det blev til et nederlag fredag mod rækkens absolutte tophold, men alt i alt var djævle-indsatsen i det målrige opgør med til at tegne et billede af en god start på efteråret.
Som i foråret mod de småirriterende Amagergensere starter vi flot de første 20 min, og A-holdet havde således brug for en b-løsning af kampens djævlekaptajn, Mr. Herget, for at komme i gang. Den tilbagevendte fanfavorit led under en lidt for kort opvarmning og måtte trække i nødbremsen på en kontra efter 10 min, og fra den modsatte ende af banen pegede dommeren på pletten.
Det blev også til 2-0 til topholdet, selvom vi havde flere flotte opspil, især med afleveringer direkte op i midten af banen fra manden, der plejer at modtage sådanne pasninger. Nemlig Moradinho, der igen startede kampen i forsvaret. Vores første reducering kom dog på en kontra, hvor en særdeles boldsøgende Johan atter modtog bolden på toppen og med en rutine, der næsten overstiger hans unge alder, drev bolden frem med perfekt overblik og prikkede bolden til Ahmad, der kom i et overlap og lige så rutineret tæmmede bolden først og sparkede den fladt ind ved den fjerneste stolpe.
Lige præcis den slags omstillinger kom til at kendetegne kampen på en måde, der tenderede til såkaldt indianerbold. Begge hold hang ofte med 2-3 mand, og den slags afstand mellem kæderne passede bedst til A-holdets udmærkede form og overblik. Således blev det til 5-1, før djævlenes vel nok største energibombe på dagen, lejesvend Emil Broløs, brød bolden højt på modstanderens banehalvdel og sparkede bolden i kassen midt i målet - en afslutning der vist nok kom lidt bag på målmanden.
Et par minutter efter lavede unge Edin en af mange spektakulære PlayStation-dribleture (især efter han på mærkværdig vis havde fundet mere luft i 2. halvleg end i første) og sparkede bolden hårdt mod kassen fra højre side af feltet, hvor hvem andre end de sidste års topscorer Moradinho dukkede op midt for mål og prikkede bolden ind. Efterhånden må han jo personificere en ny spillertype, som vi jo kan kalde en boks-OG-boks spiller.
Så stod det 5-3, og A-holdet havde lidt svært ved at hive sig ud af Cruise-mode, så det var tæt på, at det for alvor blev spændende, da vi havde et par ekstra halvfarlige omstillinger 5-10 min før tid. Men så havde dagens boks-og-boks spiller bevæget sig ned på midten af banen og hev et gult kort for en holdeforseelse. Nede med en mand og uden at vi fik ordentlig organiseret en afslutning, proppede førerholdet et par nemme kasser mere ind, så resultatet endte med at lyve en smule.
Som nævnt var der altså alt i alt gode takter, og der ligger mange point og venter, hvis vi kan fortsætte spil, sammenhold og udstråling som i de to første kampe. Især kan vi bide mærke i kombinationen af fem unge - Jonas, Edin, Emil, Ahmad og Johan - og fem gamle - Morad, Dalle, Otto, Viktor og undertegnede - som indikerede en spændende balance, vi kan bruge fremadrettet, når relationerne kommer på plads i de mange vigtige kampe i efteråret!
MoM: Morad, 4 stemmer (Edin 2; Ahmad, Leif, Emil, Jonas 1).

























