Støvring Old Boys - Chang
Referat fra Chang-kampen:
Målsætningen for kampen var uafgjort eller et knebent nederlag, da vi helst skal undgå 1.pladsen og oprykning til A-rækken.
Chang startede kampen bedst og levede på deres eneste våben, dybdebolde og hurtige angribere. Tolstrup tog dog fra i målet med gode fodparader. Han var dog chanceløs ved målet, hvor Changs angriber løftede bolden over Torben og hamrede bolden i kassen. Vi havde også gode muligheder, men manglede skarphed og lidt dommertække. I slutningen af halvlegen blev det 2-0 efter en dårlig clearing.
2. Halvleg sad vi totalt på og Osmund reducerede da han blev spillet igennem og løftede bolden over keeperen fra 25 meter. Flot scoring. I slutningen af kampen røg Werner igennem og i stedet for at score selv spillede han Fræser, der desværre havde tid til at tage mobilen op og tjekke stillingen, hvorefter han sparkede bolden i retningen af Kildeparken. Der var nogen som mente at bolden ramte en knold.
Efter kampen ønskede vi Chang tillykke med oprykningen til A-rækken. De var meget uforstående og mente ikke, at man kunne rykke op i A. Vi håber, Christian har styr på reglerne.
Stemmerne gik til Nicolai for en god kamp og en stærk arbejdsindsats. Det hjalp også på stemmerne, at han havde lommepenge med.