Vi er stadig i live!
Vinteren er en sejtrækker, og det er en periode, hvor mange af vores ungdomsspillere går i hi, hvilket gør det svært at holde gejsten oppe. Heldigvis nærmer vi os så småt forår og turneringsstart.
Ungdomsafdelingen
I år har vi været ekstra hårdt ramt. Vi har desværre måtte nedlægge to ungdomshold og har i øjeblikket kun følgende:
Tumlere (U5)
U8/U9
U13 drenge
U13 piger
Vi ville ønske, at vi kunne tilbyde hold på alle årgange, men som en lille klub er det en nødvendighed, at der er en ildsjæl (læs: forældre), der har lyst til at stå i spidsen for nye hold.
Med dette opslag – og ved at skabe endnu mere synlighed – håber vi at få flere hold i klubben. Vi har en fantastisk klub, Halsnæs' bedste baner og har tidligere haft hold i flere årgange.
Har du et barn, der aldersmæssigt ikke passer ind på de nuværende hold, og har du lyst til at tage initiativ til et nyt hold? Så send os en mail eller skriv en kommentar herunder – vi tager fat i dig!
Det kræver selvfølgelig noget arbejde, men det er utroligt givende at opleve, hvordan de unge udvikler sig både som spillere og som mennesker.
Se træningstider og trænere for vores nuværende hold på www.boldenruller.dk.
Seniorafdelingen
Også i seniorafdelingen har vi desværre måtte sige farvel til et hold. Dameholdet, der kæmpede med deltagelsen i efteråret, besluttede sig for at nedlægge sig selv efter nytår. Det er virkelig ærgerligt, men vi – og de damer, der stadig er omkring klubben – håber, at vi på et tidspunkt kan starte holdet op igen.
Seniorholdet er til gengæld i fuld gang med forberedelserne til forårssæsonen. De har allerede spillet en enkelt træningskamp, hvor de med mange afbud fra stamspillerne tabte 2-1.
Næste træningskamp:
Den 15. marts kl. 12 mod Gørløse
Spilles på kunstgræsbanen i Frederiksværk
Første turneringskamp:
Lørdag d. 5. april kl. 14.00 hjemme mod St. Lyngby
Ugen efter starter vores ældstefolk op – og som altid er de superfitte efter en lang vinter, hvor de har spillet den ene fodboldkamp efter den anden... i sofaen!
Nyt fra klubhuset
Vi har søgt – og fået – midler til:
En ny grill
Et nyt komfur til køkkenet
En info-skærm til klubhuset
Nye borde og bænke ved overdækningen
Maling af Ølstedet
Det betyder, at vi snart kan begynde at tilbyde medlemsarrangementer med spisning for både ungdoms- og seniorafdelingen. Mere om det i løbet af foråret
Sidst, men ikke mindst, så har vi fået sat dato på Fodboldens dag. Den løber af stablen den 24. maj - det kommer du helt sikkert til at høre mere om.
Har du forslag til, hvordan vi kan blive en endnu bedre klub?
Så tøv ikke med at skrive en kommentar eller sende os en mail. Vi kan godt som udvalg blive lidt for “det går sgu meget godt”-agtige, men vi har brug for input for at udvikle os!
Kontakt os på: udvalg@boldenruller.dk
Fodboldhilsner fra os i udvalget