Truppen til 1. division er klar
Efter en god opstart med masser af timer på halgulvet, har trænerteamet Nicolaj Jensen og Andreas Mortensen udvalgt de 21 spillere, der skal kæmpe for point til FIF i herrernes 1. division.
Truppen har sagt velkommen til en række nye ansigter til den kommende sæson, og netop trupbredden er noget af det, som cheftræner Nicolaj Jensen lægger mest vægt på ved årets trup.
"Det er uden tvivl den bredeste trup, vi har haft i de tre sæsoner, vi har stået i spidsen for holdet, og vi synes, at vi har fået tilført nogle kompetencer, vi ikke tidligere har haft. Det er samtidig en rigtig god indikation for os på, at spillerne ser klubben som et sted, hvor de kan udvikle sig, og hvor vi ikke står i vejen for, at den udvikling forhåbentligt kan og skal føre til at kunne spille på større adresser."
Begge de to foregående sæsoner har holdet sendt spillere videre til håndboldligaen og udlandet, og igen i år er truppen blevet suppleret med unge spillere både fra egne rækker og udefra.
"Vi er jo først og fremmest glade for, at nogle af de drenge fra vores egen ungdomsafdeling, som faktisk har flere sæsoners 1. divisionserfaring, nu reelt bliver seniorspillere. Derudover ser vi også "gamle" FIF'ere, der vender hjem for at fortsætte deres udvikling. Lige så vigtigt er det for os, at folk ser en værdi i at blive i klubben, selvom vi godt ved, at mange af spillerne har været eftertragtede på større adresser efter en flot sæson sidste år," siger Nicolaj Jensen.
Ud over den foreløbige bruttotrup træner flere både U17 og U19 spillere med 1. divisionsholdet løbende, og der er stor sandsynlighed for, at det også bliver til spilminutter for nogle af de helt unge drenge i løbet af sæsonen.
"Det er en del af vores DNA, at vi tør give de helt unge spillere chancen, og kan det ikke blive på førsteholdet, jamen så ligger der rigtig mange spilminutter og venter på dem på vores hold i 2. division. Meget af rosen for den mulighed skal også gå til ungdomstrænerne der er med til at prioritere spillernes udvikling og give dem muligheden for at rykke sig i den retning, vi sætter for dem."
Herrerne starter sæsonen ude mod Grindsted d. 3. september inden Skive fH kommer på besøg d. 9 september i Frederiksberg Hallerne. Du kan allerede købe dit sæson- eller støttekort her.