Støtte fra Spar Nord Fonden
Spar Nord Slagelse har, på vegne af Spar Nord Fonden, bevilget en donation på 27.800 kroner til Slagelse Garden. Donationen skal gå til indkøb af nye instrumenter, så garden kan fortsætte sin musikalske udvikling.
Slagelse Garden er en attraktiv og anerkendt forening i Slagelse Kommune, hvor børn og unge kan mødes omkring musik, fællesskab og gensidig respekt. Et rummeligt fritidstilbud, som på tværs af alder, social og kulturel baggrund giver børn og unge plads til den enkelte i fællesskabet.
I
en harmoni af musikalsk glæde kunne Spar Nord Slagelse, på vegne af Spar Nord Fonden, overrække en donation på 27.800 kroner til Slagelse Garden, som skal gå til indkøb af en koncertstortromme og en xylofon.
- Det er med stor stolthed, at vi igen, på vegne af Spar Nord Fonden, kan tilbyde økonomisk støtte til det blomstrende foreningsliv i vores lokalsamfund. Slagelse Garden bidrager med berigende musikalske aktiviteter, hvor børn og unge kan udvikle sig både personligt og musikalsk, og det er vi stolte over at støtte op om, fortæller Maria Thurø Møller, totalrådgiver i Spar Nord Slagelse.
Slagelse Garden er en blandet garde, hvor både drenge og piger kan lære at spille på instrumenter såsom fløjter, træblæsere, messingblæsere og slagtøj. Garden rummer 60 medlemmer fordelt på et tambourkorps og et harmoniorkester.