Scan Global Logistics er ny hovedsponsor i Hillerød GI Bordtennis
Når den nye bordtennissæson starter op i Hillerød-klubben, er det med den internationale logistikvirksomhed Scan Global Logistics med ombord.
Thomas Hjermind Jensen, Formand i Hillerød GI Bordtennis siger efter aftalen er udarbejdet med Kim Sønderby Hansen, Global Chef for Industrial Projects, Oil, Gas & Renewable Energy:
”Vi er glade og stolte over at kunne annoncere at vi har indgået en 3-årig aftale, med en ny hovedsponsor - Scan Global Logistics. Scan Global Logistics er en international logistik virksomhed, med mere end 1.300 medarbejdere fordelt på +100 kontorer i Nord- & Syd Amerika, Europa, Afrika og Asien. Vi glæder os til, med Scan Global Logistics hjælp, at kunne forfølge vores mål om at udvikle bredden og ungdomseliten. Klubbens overordnede udviklingsplan for 2020 er at have Danmarks bedste ungdomsspillere og talentudvikling, samtidig med at vi har et stærkt sammenhold fra ungdom til senior.
Når man sammenligner Hillerød GI Bordtennis og Scan Global Logistics dyder, er der mange elementer der går igen. I SGL er kulturen båret af positiv energi og en respekt mellem mennesker upåagtet hvem man er, og hvilken rolle man har. Disse dyder er ligeså vigtige i en vidtfavnende sportsklub som Hillerød GI Bordtennis, hvor der dyrkes bordtennis på alle niveauer fra ung til gammel, fra begynder- til elite niveau og med et stærkt tilbud til unge med handicap.
Hillerød GI Bordtennis har både historisk set og i nyere tid været blandt de bærende arrangører af nationale mesterskaber, internationale stævner, EuropaCup-events og lejre, som alle er med til at udvikle bordtennissporten. Ligesom SGL ikke lader sig begrænse af faren for at begå fejl, er vi heller ikke bange for at sætte nye aktiviteter i søen. Vores stab af udholdende frivillige arbejder med optimering af arrangementerne gennem udvikling og grundig planlægning.”
I Hillerød vil Scan Global Logistics sponsorat gå til at kunne tilbyde træning til alle: Nybegyndere, seniorer, +60’ere, unge med handicap og unge elitespillere. Desuden giver støtten mulighed for, at vi kan fortsætte initiativer som fx skolesamarbejde, SFO turneringer og større nationale og internationale bordtennisstævner.
I næste sæson arrangerer Hillerød GI Bordtennis blandt andet: Ungdom TOP12, Danish International og Veteran DM.
Kontaktperson:
Formand, Thomas Hjermind Jensen, Telefon 51 22 83 50