Rundt om en ØBG'er: Joachim Hyldgaard

ØBG Silkeborg
26. mar. 2020

I denne artikelserie bringer vi samtaler med nogle af de nøglepersoner der løfter ØBG Silkeborg. Medlemmer, forældre, trænere, bestyrelse, sponsorer. Vi kan ikke eksistere uden jeres bidrag. I er Kulturbærere, rollemodeller, dynamoer, frivillige ildsjæle – I er uundværlige :-)


I dag møder vi en af klubbens medlemmer: Joachim Hyldgaard - fra klubbens elite satsning i U17 Dr Håndbold.Joachim er 17 år og kombinerer gymnasiet med interessen for håndbold. En uformel snak om sport, skole, fritid, drømme & ambitioner.




Joachim, hvad er din ØBG baggrund?

”Jeg kom til Silkeborg som 6-årig og har gennem årene spillet badminton, fodbold og håndbold i ØBG”

”Nu du har været aktiv i klubben i så mange år – fortæl hvad der kendetegner en god træner, set med dine øjne?

”I de yngre årgange tænker jeg, at en god træner er en, der har fokus på processen. En der kan bringe smil og glæde ind i træningen. Man skal have det sjovt, med det man laver, og man lærer bedst, når man får lov til at lege. Jeg har haft min far som træner i mange år, og netop fokus på proces genkender jeg, i den måde han har trænet os på”

”Når du så bliver ældre, kommer der andre ting i spil. Jeg har valgt at gå en vej, hvor vi træner meget, fordi jeg er en del af U17 Elite projektet i ØBG Håndbold. Det er konkurrencepræget, og det er vigtigt, at man træner med fokus på at udvikle kompetencerne indenfor bl.a. teknik, styrke og det mentale”

Hvordan har du det med, at det ændrer sig til at blive meget konkurrencepræget?

”Det har jeg det rigtig fint med. På U17 holdet i ØBG træner vi 3 gange om ugen, ligesom vi har yderligere 3 træningssessioner indlagt i vores skolegang på gymnasiet. For mig fungerer det godt, og det hjælper mig i min videre udvikling. Men jeg vil gerne sige, at det også kan være en fed oplevelse f.eks. at spille fodbold i FC Silkeborg, hvor man måske træner knap så meget, men stadig får gode oplevelser med kammeraterne”

Hvor længe ser vi dig i ØBG trøjen?

”Næste år bliver jeg U19 og fortsætter i regi af BSV. Der er i dag 2 U19 drenge hold i BSV, men jeg mener, der bliver 3 - måske 4 - hold næste år, så det er ret eftertragtet. Så jeg kommer til at skifte min licens fra ØBG til BSV inden ret længe”

Hvad er en god kammerat for dig?

”Når man har hinandens ryg i medgang og modgang, det er gode kammerater. På banen og udenfor banen. Det er også dem, man gerne vil dele de gode oplevelser med. Gode kammerater er også dem, jeg gerne vil have feedback fra. Når man respekterer hinanden, så er man også med til at løfte og udvikle hinanden”

Hvordan håndterer du nederlag?

”Jeg ser på nederlag som noget midlertidigt. Man skal se på tingene i det store perspektiv, sætte sig nogle mål. Nederlag er man nødt til at betragte, som noget der går over.”

”Som 14 årig var jeg væk fra banen i ½ år pga. en skulderskade. Jeg husker det som en meget ”tung” periode. Men jeg har lært med årene, at man skal betragte nederlag som noget forbigående”

Hvad tænker du er vigtige værdier i livet?

”Man skal prøve at være glad og positiv som det vigtigste. Derudover synes jeg, man skal sætte sig nogle mål, så man har noget at gå efter. Det gælder på håndboldbanen, men også udenfor banen, i andre sammenhænge”

Forbilleder?

”I håndbold er det typer som Sander Sagosen og Janus Smarason fra Aalborg. De er afgørende spillere for deres hold, de er der, når der er brug for dem. De er gode til at afslutte, og de gør deres holdkammerater bedre. På den måde ser jeg meget op til dem og håber jeg selv kan spille den samme vigtige rolle. Spør’ du mig til fodbold forbilleder, må jeg indrømme, at jeg er total Chelsea fan. En som Frank Lampard var god til så mange ting på midtbanen. Han kunne skyde udefra, slå den skarpe aflevering, en af de største spilstyrer jeg har set. Endelig så er jeg kæmpe basket fan: Lebron James, Kobe Bryant, Michael Jordan – de er umenneskelig atletiske, pragteksemplarer på den gode krop, de kan noget udover det sædvanlige. Store idoler som alle hænger på mit værelse” :-)

Hvad er dine yndlingsfag på Gymnasiet?

”Jeg kan faktisk lide rigtig mange fag, udover idræt. Samfundsfag, Engelsk, Matematik og Dansk er noget af det, jeg bedst kan lide. Jeg er i en super god klasse, hvor vi er mange sportsdrenge. Det er lidt specielt, fordi vi ikke drikker og fester så meget. Men jeg har valgt sporten til og ved godt, at det også betyder, at man vælger noget fra. Sådan er det”.

Vi kører kategorien ”hvad er det fedeste...”

BILmærke:

”Nu har jeg endelig fået kørekort, efter et par forsøg... så det kan være, det er derfor jeg synes, vores egen BMW er fed at køre i”

TØJmærke:

”Da jeg var yngre, var jeg meget ”brand” fokuseret. I dag er det vel kun mærker som Adidas og Nike, jeg har præference for. Ellers er det meget Vintage-tøj og mærket Miss Behave, som jeg kigger efter”

Storby:

”New York er den fedeste by, jeg til dato har været i. Også selvom jeg ikke fik set Basket” :-)

Godt & skidt ved...?

Skolen: ”Ind imellem er det kedeligt, og der er meget lektielæsning – men det er også sjovt og lærerigt”

Mad: ”Alt det usunde smager altid bedst, så mange ting skal vælges fra, det er hårdt, når man elsker mad. Min livret er Stjerneskud”

Piger: ”Det kræver tid at ha’ en kæreste, noget jeg ikke har så meget af lige nu – men jeg synes, de er sjove at være sammen med”

Hvad stod der i din blå bog (på efterskolen SINE)?

”Øhhhh... der stod vist, jeg var glad for piger” :-D

Den øde ø, hvem - eller hvad - skal du have med?

”Jeg vil gerne have min familie med, mine 2 søskende og mine forældre. Dernæst er det vigtigt med en bold, så kommer jeg ikke til at kede mig. Så tænker jeg, at jeg skal have noget mad med, noget med kød i... det er ret vigtigt for mig”

Bedste bog du har læst?

”Zlatan Ibrahimovic’ selvbiografi synes jeg er god, og derudover den bog der hedder ”Den mentale kriger” af Kim Boye. En bog som handler om forfatterens egen sportskarriere og giver input til en sportsudøvers mentale udvikling. Hvordan du opretholder motivationen, så du får de bedste resultater”

Hvad vil du gerne lave når du er færdig med Gymnasiet?

”Hvis jeg ikke bliver fuldtids sportsudøver, vil jeg gerne være læge. Lige nu satser jeg 100% på håndbolden, men fodbold ligger også mit hjerte nært. Så vi må se, hvad det bringer. Hvis ikke jeg lykkes med sporten, vil det være vigtigt for mig at få en uddannelse. Men det er klart, at hvis jeg har en fremtid på håndboldbanerne, kunne jeg også godt se mig selv i den sammenhæng senere hen. Som f.eks. træner el lign.”

Er du bevidst om dine styrker og svagheder?

”Jeg tror andre vil sige, at mine styrker bl.a. er, at jeg oftest er glad – og så synes jeg selv, at jer er ret omsorgsfuld. På håndboldbanen er jeg meget konkurrenceorienteret, hvilket jeg ser som en styrke. Blandt mine udviklingsmuligheder kan være min attitude, når tingene ikke lige lykkes. Jeg kan måske komme til at virke lidt fjern. Det er den feedback, jeg har fået fra bl.a. mine trænere. Så det arbejder jeg med”

Vi slutter af med at løfte blikket og kigger fremad – hvilke målsætninger arbejder Joachim med lige nu?

”Vi skal til DM med U17 Dr i ØBG !! (red: denne artikel er lavet før Covid-19 nedlukning af alle aktiviteter). Så vil jeg gerne gøre en god figur, når jeg kommer i BSV sammenhæng på det nye U19 hold. Det betyder meget for mig, at jeg kan opretholde min motivation. Jeg vil gerne være indenfor håndboldverdenen i mange år, som spiller og måske som træner engang. Så det er vigtigt for mig, at gøre det på en måde, så jeg bevarer energien, så jeg fortsat er glad, i det jeg gør. Det allervigtigste fundament for at jeg er glad, i det jeg gør, er dog min familie og mine venner. Det er dem, der giver mig gode dage”

1 times snak om løst og fast er ved vejs ende – Joachim sjosker videre til træning i hallen, han virker glad og motiveret :-)

 

Af: Kim Sejdelin

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktionsoversigt
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktionsoversigt