Portræt af Winnie Sørensen: nyt æresmedlem i AB

Akademisk Boldklub
14. mar. 2024

Hovedbestyrelsen i Akademisk Boldklub havde valgt at indstille Winnie Sørensen fra håndboldafdelingen som det første kvindelige æresmedlem i AB. Winnie blev enstemmigt valgt som æresmedlem med stående klapsalver fra de ca. 65 AB-medlemmer, der var mødt frem til tirsdagens generalforsamling.

Grundet sine familiære bånd til klubben indfandt Winnie sig allerede fra tidlig barnsben af på AB´s anlæg dengang man flyttede til Bagsværd fra Nørre Allé. Her fulgte hun med fra sidelinjen når Jan Larsen – Winnies far – kæmpede for de grøn-hvide farver på klubbens førstehold i fodbold. Han nåede i øvrigt over 200 kampe for klubbens bedste hold og 29 kampe for det danske landshold. Jans guldmedalje fra DM i 1967 er i øvrigt udstillet i AB Sportscafé. Det var dog håndbold som Winnie valgte at dedikere sig til, og det er siden 1970’erne blevet til en lang og minderig historie med AB. I starten som aktiv spiller på banen. Sidenhen som ungdomstræner og en mangeårig indsats som holdleder for håndboldherrerne.

Samlet er det blevet til ufattelig mange håndboldkampe, stævner, ture, fester, nætter på luftmadrasser og en hjælpende hånd ved AB´s hjemmekampe i fodbold på Gladsaxe Stadion. Winnie har sågar boet på AB med sin mand i en kortere periode.

Sideløbende med og derefter fulgte et par år som ungdomsformand tilbage i 1980´erne, 4 år som håndboldformand i 1990´erne og igen som håndboldformand i det nye årtusinde.

Siden 2012 og frem til i dag har Winnie været en del af AB´s forretningsudvalg, hvor Winnie på en positiv bestemt måde har været optaget af at drive klubben med ordentlighed over for klubbens medlemmer, personale og interessenter.

Hovedformand i AB, Ulrik Rasch, udtaler: - ”Personligt jeg har i min formandsperiode haft fornøjelsen af at have Winnie som næstformand i hele min periode, en fantastisk ildsjæl og meget klubloyal person som altid vil det bedste for AB, anlægget og klubbens medlemmer. Winnie det har været en kæmpe fornøjelse og vil blive savnet. Winnie har med sit væsen og sit engagement bidraget til den gode stemning i bestyrelsesarbejdet og været et stort aktiv for klubben.”

Winnie selv har naturligvis også en kommentar til nyudnævnelsen:

- "Tak! Tusinde tak! Det her er en kæmpe ære!

Jeg er stolt, jeg er beæret og jeg er ydmyg, når jeg ser på listen over æresmedlemmer i vores klub!

 

Jeg er jo kommet på AB siden jeg var helt lille, og jeg har altid elsket at være her. Da jeg blev stor nok, til selv at cykle hertil, havde jeg i starten altid en 25-øre med, så jeg kunne ringe hjem fra telefonboksen i foyeren og spørge om jeg måtte blive lidt længere, for der var næsten altid lige noget, jeg ikke ville gå glip af på anlægget. Og sådan fortsatte det i mine ungdomsår, AB var mit andet hjem.

Heldigvis blev jeg gift med Jan, der også var passioneret AB'er, og på den måde kunne vores børn jo nærmest ikke undgå at blive født med grønt blod i årerne. 

Mens vores børn var små trak mit engagement sig lidt mere til hjemmet, men første gang vi stod ude på parkeringspladsen og sendte vores 6-årige datter til stævne med bus, sovepose og liggeunderlag... ja, så var jeg solgt igen. Vi vinkede til bussen og satte os ind i bilen for at køre hjem, og jeg sagde til Jan: - jeg skal tilbage og være træner, og jeg skal med næste gang den bus kører til stævne...

Og resten af historien kender I.

 

Jeg håber, at fremtidens unge medlemmer får lige så meget glæde af at være en del af AB, at de vil engagere sig på deres egen måde, at de vil nyde alt det som AB giver af glæde, respekt, ambitioner og personlig udvikling. Og jeg håber, når de er vokset op, at de vil yde lidt til fællesskabet, så AB de næste 100 år, vil være en klub, hvor vi giver de gode værdier videre til kommende generationer. Man behøver ikke dedikere hele livet til AB, men hvis vi alle giver bare lidt tilbage af det som klubben har givet os, så skal det nok gå alt sammen!

Og til bestyrelsen, hvis I har brug for min hjælp, måske en ad-hoc-opgave i ny og næ, så ringer I bare.... mit blod er jo stadig grønt som græsset og mine meninger skarpe som stregerne. Endnu engang, Tak!"

Med de afsluttende ord skal lyde et stort tillykke med udnævnelsen fra hele AB!

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktioner
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktioner