Nyhedsbrev november 2023

Roskilde Skiklub Hedeland
28. nov. 2023

Så er det årets sidste nyhedsbrev, hvor indholdet er

  • Formanden har ordet
  • Brug Opslagstavlen
  • Status på sæsonens ture, samt lidt om
    • Uge 4 Galtür/Ischgl
    • Uge 8, Winterberg
    • Uge 10, Madonna di Campiglio
    • Uge 13, Branäs
  • Rulletræning gør dig til en bedre skiløber!
  • Sidste gang for aktiviteter i 2023
  • Skiburgeren 2024
  • Vinderen af Roskilde Skiklub Golf open

Tak til bidragyderne for indlæg og billeder. 

Deadline for næste nyhedsbrev er søndag 17-03-2024. 

Gerne indlæg og billeder (hver for sig) i en mail til webmaster@roskildeskiklub.dk

Webmaster

Kære Skiklubmedlem 

Året 2023 når mod sin ende og de første skiture venter lige om hjørnet. 

De fleste ture er udbudt og nogle allerede udsolgt, så skynd dig ind og meld dig på en tur, hvis du ikke har gjort det endnu. 

Der er i år 2 nye ture på programmet; Uge 10 – en alpin tur til Madonna de Campiglio i Italien og uge 13 til Branäs i Sverige. 

Uge 10 er åben for tilmelding og uge 13 er på trapperne. 

Vi sagde farvel til sommeren med en sommerfest i regn på Hedeland. Mere end 100 skiklubmedlemmer mødte op og deltog i forskellige aktiviteter, grillbuffet og uddeling af skistøvlen. 

Der skal lyde en stor tak til alle jer der deltog og hjalp til, i gjorde dagen helt perfekt. 

Et stort tillykke til webmaster, Søren Handler, som virtuelt modtog årets skistøvle. Sørens benhårde arbejde og rigtig mange timer med den nye hjemmeside kommer alle medlemmer til gode og sikrer en rigtig god og stabil platform for klubben i mange år frem. 


Se et lille udpluk fra en af sommerfestens aktiviteter herhttps://www.relive.cc/view/vdORQVRgDrv 

Rullerne havde holdt formen igennem sommeren og leverede 6 flotte resultater ved Berlin rulleskøjte maraton i slut september, sejt rullet. 

Med efterårets ankomst er alle vores indendørs aktiviteter startet op igen og sikke en succes der har været på alle hold. Hvis du er ny i klubben eller ikke har prøvet en af aktiviteterne endnu, kan de varmt anbefales. 

Der udbydes både skigymnastik, spinning, crossfit, yoga og rulleskøjtning, du kan læse mere om de enkelte aktiviteter her: https://www.roskildeskiklub.dk/klub/roskilde-skiklub-hedeland/sider/aktiviteter--29 

Endnu en arbejdsdag på Hedeland er løbet af staben hvor hytten, bakken og liften blev gjort klar til en forhåbentlig kold vinter. 

Tak til jer der hjalp til. 

Vi håber at kunne have nogle åbningsdage på skibakken denne sæson og se en masse glade nye som gamle frivillige hjælpere. 

Alle kan være med! 

Staderegnskabet for årets Roskilde festival er opgjort og der er landet et flot resultat til skiklubben. 

Tak til alle de frivillige som igen har ydet et kæmpe bidrag og gjort at 2023 blev en succes. 

Du kan allerede nu sætte kryds i kalenderen til næste års Roskilde festival 2024 3-6 juli, jeg garanterer trætte fødder og masser af smil. 

Tak for et godt 2023 i Roskilde Skiklub. 

Du og din familie ønskes en god jul, lykkebringende nytår og en fantastisk skisæson. 

 

Mange hilsner 

Formanden 

Cecilie Laage-Petersen 

Brug Opslagstavlen i Holdsport

Husk at der på Opslagstavlen i Holdsport (efter login - både på web og i app), kan findes informationer om aktiviteter og ture, herunder tilmelding m.m.

Status på sæsonens ture

BEMÆRK! Ture i kursiv er ikke udbudt endnu.

  • Uge 49 - Cervinia, Italien - lukket for tilmelding.
  • Uge 3 - Abtenau, Østrig - udsolgt, så hvis du vil på venteliste, så skriv til Lisbeth.
  • Uge 4 - Ischgl/Galtür, Østrig - udsolgt, se lidt info længere nede i teksten.
  • Uge 5 - Kronplatz, Italien - ledige pladser, tilmeldingsfrist 1. december.
  • Uge 6 - Kombineret skisafari i Dolomitterne, Italien - lukket for tilmelding.
  • Uge 8 - Winterberg, Tyskland - Børn, børnebørn og bedsteforældre - ledige pladser, tilmeldingsfrist 31. december - se info længere nede i teksten.
  • Uge 10 - Madonna di Campiglio/Peio, Italien - ledige pladser, tilmeldingsfrist 1. december - se info længere nede i teksten.
  • Uge 11 - La Plagne, Frankrig
  • Uge 13 - Brannäs, Sverige - Familietur - se info længere nede i tekste. 
  • Uge 16 - Hemsedal, Norge - Familiertur - ledige pladser, tilmeldingsfrist 1. februar.
  • Uge 30 - Vandretur til Pyrenæerne - foreløbige datoer er 19-26 juli. Der arbejdes på en spændende og oplevelsesrig vandretur med fransk guide i det naturskønne område. Alle i almindelig god form kan deltage.  Max deltagere 8 personer. 

Lidt detaljer om priser m.m. samt tilmelding findes under Ture på hjemmesiden eller for medlemmer i Holdsport (efter login).

 

Uge 4 - Ischgl/Galtür, Østrig 

Skisæsonen nærmer sig. Sneen falder allerede i alperne. Og vi vil være klar til at drage af sted til Ischgl / Galtür i sidste del af januar. Der er 28 tilmeldte på turen, med en gennemsnitsalder lavere end hvad vi eller er vant til på vores tur. Så vi ser frem til en uge med fart på pisterne og gedigen hygge om aftenen. Som sædvanlig skal vi bo på Hotel Alpenrose, hvor vi år for år har oplevet at service og forplejning er blevet forbedret. 

Så kom du ikke med i denne sæson, kan du overveje uge 4 i 2025.

Gode skihilsener

Gitte og Klaus

Uge 8 - Winterberg, Tyskland - Børn, børnebørn og bedsteforældre

Der er stadig ledige pladser på børneturen til Winterberg. Tilmeldingsfristen er 31. december.

Mange skihilsner

Lillian, Lars, Jens og Hanne

 

 


Uge 10 - Madonna di Campiglio/Peio, Italien

Tilmeldingsfristen er 1. december. Der er pt. 11 ledige pladser. 

Mange skihilsner

Søren K.

 

.

Uge 13 - Brannäs, Sverige - Familietur

Branäs er et meget børnevenligt skiområde, hvor vi skal bo i lejligheder til 6 og 10 personer. 

Det er en bustur fra søndag 24. marts – torsdag 28. marts 2024 – dvs. dagene op til påske, hvor de fleste skolebørn har fri. 

Turen er endnu ikke udbudt, men forventes at blive det meget snart.

Mange skihilsner

Lillian, Lars, Jens og Hanne

Rulletræning gør dig til en bedre skiløber!

Vi fortsætter indendørstræningen hver fredag kl. 20-22. Der er kommet flere nye til, så tøv ikke med at komme, hvis du har den mindste lyst til at prøve at rulle indendørs. Det er her, du kan blive tryg ved at træne behændighed og god teknik.

Udover at du går glad hjem fredag aften, så får du får du også trænet god balance, stærke muskler og udholdenhed til det gode skiløb!

Uanset om du er begynder, skal genopfriske rulleriet eller er øvet. 

Alle kan være med på eget niveau.

Træningen er fredage kl. 20-22, typisk på to håndboldbaner i Roskilde-hallen C1+C2.

Enkelte gange er vi i anden hal, så tjek Facebook-siden ”Roskilde Rul”, som løbende formidler træninger, nyheder og andre ting.

En træningsaften består typisk af tekniktræning: behændighed, grundstilling, bevægemønstre - og …bremse-træning - lege, hockey-spil, gulvbasketbold, stafet o.s.v. Det hele skal gå op i en højere enhed, hvor vi både har det sjovt og bliver bedre til at rulle! 

Efter hver træning skal du have lært noget nyt og gå glad hjem med lyst til at komme igen. 

Det gør træning på en fredag til en lidt bedre fredag! 

Husk at bruge nye eller rene hjul til indendørs. Hjul der har været udendørs skal renses og vaskes for småsten. Småsten vil ridse gulvet og så mister vi adgang til en rigtig god og stor rullehal. Evt. bremseklods skal være tapet over, så vi undgår at ridse gulvet - vi bremser uden bremseklods indendørs (du får lært hvordan du bremser!). Husk også cykelhjelm (ingen hjelm, ingen rul) og gerne håndleds-, albue- og knæbeskyttere. Ellers er det bare at møde op med lyst til en lærerig og sjov aften på rulleskøjter! 

På gensyn og mange hilsner

Kurt 

Har du spørgsmål så skriv eller ring til mig på:

mail: Kurtroskilde@live.dk eller mobil 61 36 38 52

Tjek info på Facebook: Roskilde Rul

Sidste gang for aktiviteter i 2023 og opstart i 2024

Sidste gang i 2023/juleafslutning for

  • Skigymnastik er mandag den 18. december
  • Spinning er tirsdag den 19. december
  • Crossfit er onsdag den 20. december
  • Yoga er onsdag den 20. december

Opstart i 2024 for

  • Spinning er tirsdag den 2. januar
  • Crossfit er onsdag den 3. januar
  • Yoga er onsdag den 3. januar
  • Skigymnastik er mandag den 8. januar.

HUSK at melde afbud i god tid til Spinning og Yoga, hvis du ikke kan komme. Så kan en anden få tiden.

Skiburgeren i 2024

Skiklubben er endnu en gang inviteret med på Roskilde festival, som næste år afholdes fra den 29.

juni til den 7.juli 2024. Det har vi takket ja til.

Så vi er godt i gang med forberedelserne til næste års festival, og forventer ikke at foretage de store ændringer i konceptet for boden. Så for jer der, der har været der, vil der ikke være de store overraskelser. Men vi arbejder løbende på at forbedre forholdene for medarbejderne og vurderer hvordan vi kan udvikle vores menuer, inden for de rammer, som festivalen sætter.

Vi var derfor 5 fra Skiburgerteamet, der deltog i festivalens fødevaremesse for nylig. Her prøvesmagte vi nye produkter, som måske kan indgå i nye menuer. Hvad med en burger med spinatdeller eller med et produkt baseret på Jackfruit?

Vi samarbejder også med vores leverandør, Hørkram om at udvikle en ny burgerbolle og forbedre de nuværende burgere.

For at forbedre vores muligheder for at skaffe medarbejdere til boden, er det vores intention, at åbne for tilmeldinger for medarbejdere allerede i marts måned.  

Det vil stadig være vagter på 24 timer for ”unge” under 65 år og 18 timer for jer, der er over de 65 år. 

Desuden forventer vi at udbyde 24 endagsvagter, hvoraf de fleste ligger om lørdagen.

Så glæd jer – det gør vi i hvert fald.

Gode burgerhilsner

Klaus / Skiburgerteamet

Vinderen af Roskilde Skiklub Golf open

Dette års vinder blev Susanne Norup.

Stort tillykke til hende.

Match-ledelsen

Arne Lindahl

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktionsoversigt
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktionsoversigt