Nyhedsbrev december
Her er årets sidste nyhedsbrev med nyt om hvad der sker i klubben resten af året og hvad vi har i kalenderen i næste sæson.
Klubaften den 11. december
Vi afholder årets sidste klubarrangement onsdag den 11. december kl. 19.00 hos Sydbank i Slagelse. Her disker vi op med gløgg og æbleskiver og god cykelmakkerhygge.
På programmet har vi præsentation af den nye hovedsponsoraftale for 2025-sæsonen, præsentation af klubbens nye cykeltøj og ikke mindst lidt sjov med den årlige cykelquiz. Og måske vi kan finde plads til at kåre årets rytter
Husk at tilmelde dig på Holdsport
Sponsoraftaler i 2025
Vi har lukket vores hovedsponsorat for 2025, som vi kommer til at præsentere til klubaftenen.
Men der har tidligere være ønske om at medlemmerne også kan være sponsor af klubben, og det er der gode muligheder for. Vores hovedsponsor har ”købt” klubbens navn og plads på tøjet, men derudover er der frit slag for at lave sponsorater. Det kan f.eks. være at købe plads på vores trailer, som vi tager med ud til cykelløb. Hvis du eller din virksomhed/arbejdsgiver ønsker at blive sponsor, så kontakt Lasse ”Missen” Kristensen.
Refusionsopgørelse for 2024
En af de nærmeste dage udsendes den årlige løbsrefusionsopgørelse til medlemmer med Bonusmedlemskab. Der gælder de samme regler for at modtage refusion, som vi tidligere har benyttet. Det betyder, at hvis du har deltaget i fem cykelløb, hvor du har stillet op i klubbens tøj og været tilmeldt i klubbens navn, så er du berettiget til refusion for de kørte løb. Derudover er der et par arrangementer med deltagerbetaling, som også kan skrives på refusionsopgørelsen. Detaljerne kan du læse når du modtager mailen om opgørelsen.
Bestyrelsen har besluttet at i øvrigt sænke kravet til løbsrefusion i 2025, så man kun skal køre tre løb for at få refusionen.
Aktiviteter i 2025
Vi har allerede planlagt aktiviteter i 2025. Du kan se dem herunder samt i kalenderen på Holdsport.
27. januar: Klubaften hos Næstved Cykel Center
Februar: Klubaften, dato og tema følger
12. marts: Generalforsamling
13. april: Sæsonstart
4. Maj: Fælles bustur til Fyn Rundt
Bedste hilsner Bestyrelsen