Nyhedsbrev april
I maj kommer der rigtig gang i aktiviteterne. Her kan du læse om al det der kommer til at ske.
Træningsaftner med et ekstra pift
Vi tager officielt hul på sommertræningen tirsdag den 22. april. Og ligesom sidste år kommer den til at være på tirsdage og torsdage kl. 18 fra Slots Bjergby (ved skolen).
Vi kommer til at køre efter den gode gamle opskrift med niveau-inddelt holdkørsel, men i år giver vi træningen et ekstra pift, til dem der vil skærpe formen til cykelløbene. Vi har nemlig indgået et samarbejde med en gammel bekendt af klubben. Det er den lokale løbe- og cykeltræner Claus Hechmann fra Hechmann Sport.
Claus kommer de første fire tirsdage for at give råd og vejledning til at få målrettet træningen inden løbssæsonen for alvor går i gang, og køre nogle træningspas med dem, der har behov for at få lidt struktur på træningen.
Tilmelding skal ske på Holdsport. Ud over den normale træningsaktivitet, vil der de første fire tirsdage også ligge en aktivitet, som man skal tilmelde sig, hvis man ønsker at deltage i træningen med Claus Hechmann.
Læs mere om Hechmann Sport her: Træning med Claus Hechmann | Hechmann Sport | Slagelse
Tur til Fyen Rundt den 4. maj
Hvis der er stemning for det, vil vi arrangere en bustur til Fyen Rundt søndag den 4. maj. Konceptet bliver stort set det samme, som den tur vi tog til Carl Nielsen Tour i september sidste år.
Klubben sørger for transporten, morgenkaffe, morgenbrød og kolde drikkevarer på busturen. Man tilmelder sig selv løbet, så Bonusmedlemmer kan skrive det på refusionsopgørelsen. Af hensyn til tidsplanen vil det kun være muligt at køre 113. km og 74 km. ruterne, hvis man vil med bussen.
Tilmeldingen der ligger på Holdsport handler i første omgang om at vurdere, om der er stemning for at lave arrangementet. Derfor er der også meget kort tilmeldingsfrist.
Læs mere om Fyen Rundt her: Sportstiming - Fyen Rundt 2025
Holdløb på Tuse Næs den 13. maj
Så skal vi til holdløb igen! Tirsdag den 13. maj køres der nemlig holdløb på Tuse Næs. Hold på fem ryttere skal i samlet trop køre den bedste tid, på den hurtige 46 km. rute rundt om Udby.
Klubben betaler for deltagelse i løbet og hjælper med at sammensætte holdene, så alle kan sidde med. Hvis du allerede har fire holdkammerater, som du vil køre sammen med, så skriv det i chatten, når du tilmelder dig. Når alle er kommet i mål, så tænder sportschefen op i grillen og sørger for et godt restitutionsmåltid.
OBS! Da klubben betaler for deltagelsen, kan Bonusmedlemmer IKKE skrive deltagergebyr på refusionsopgørelsen.
Læs mere om holdløbet her: Sportstiming - Empire Cycling Holdløb 2025
U19 DM den 17. maj
Lørdag den 17. maj arrangerer klubben U19 og Master DM i enkeltstart i Skælskør. Opgaverne med at sætte hegn og kegler op og med at være flagposter tager de lokale foreninger i Skælskør sig af, men vi har brug for jeres hjælp til de mere spændende opgaver.
Det er opgaver som at køre kommissærbiler, at sætte rytterne i gang på startrampen, at styre løbssekretariatet, at passe salgsboden og lignende, som vi skal bruge hjælp til.
Hvis man tilmelder sig, skal man forvente at skulle bruge det meste af lørdagen. Starttiderne ligger mellem kl. 13 og 17, men vi skal være klar noget tidligere og der skal også sættes tid af til at pakke arrangementet ned igen bagefter. Klubben sørger for forplejning til alle medlemmer under hele arrangementet.
Hvis du vil give en hånd med, så tilmeld dig på Holdsport.
Sorø Classic den 25. maj
Bestyrelsen er blevet spurgt til, om klubben sørger for fælles tilmelding til Sorø Classic, når der nu er en holdkonkurrence til løbet. Til det er svaret, at det gør klubben ikke.
Man melder sig selv til løbet og hvis man vil deltage som et hold, så finder man selv de holdkammerater, som man vil køre sammen med. Det koncept har fungeret udmærket de år, hvor løbet er blevet kørt. Det betyder også at Bonusmedlemmer kan skrive tilmeldingsgebyret på refusionsopgørelsen.
Læs mere om Sorø Classic her: Sportstiming - BIKE CHALLENGE - Sorø Classic 2025
Tilmelding til aktiviteter forpligter!
Vi oplever desværre ofte at medlemmer ikke møder op til de aktiviteter, som de har tilmeldt sig. Det er rigtigt ærgerligt, for vi bruger meget tid og mange penge på vores aktiviteter. Tid og penge som er spild når man ikke møder op. Og hvis man ikke møder op til aktiviteter som f.eks. Holdløbet på Tuse Næs eller som hjælper til U19 DM, så svigter man derudover også sine holdkammerater.
Vi vil derfor opfordre til, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man tilmelder sig vores aktiviteter, og at man respekterer tilmeldingsfristen for både tilmelding og afmelding.
Vi ses til et aktivt forår i Salto Cycling Club.
Bedste hilsner
Bestyrelsen