Ny placering til padelbaner i Hvidovre
Avedøre Stationsby kan blive ny lokalitet for nye padelbaner i Hvidovre, efter at placering ved Avedøre stadion ikke er mulig.
De planlagte padelbaner skulle egentlig have været placeret på Avedøre Stadion, men lokalplanen for området har vist sig at spænde ben for planerne. Det skyldes blandt andet at lokalplanen ikke tillader de nødvendige 3-4 meter høje glasvægge og trådhegn, lysmaster og overdækning, hvorfor banernes fysiske fremtoning ikke er forenelig med områdets grønne karakter.
En ny placering på i Avedøre Stationsby er i stedet kommet i spil. En grund, som egentlig var tiltænkt en længe ønsket skaterbane, kan blive en mulighed.
Placeringen af fire padelbaner i Stationsbyen vurderes i følge Hvidovre Kommunes administration at kunne rummes af lokalplanens bestemmelser. Der er dog andre aspekter ved en placering på brandtomten, der skal undersøges, før der kan træffes endelig beslutning.