”Nekrolog” over den danske håndbold dommer

Det danske foreningsliv er sundt på alle tænkelige måder, herunder håndbolden i Danmark. Mange tusinder bidrager til fælles oplevelser, skaber værdier og giver indhold, der giver mange et bedre alternativ i fritiden end hvad samfundet desværre ellers byder på.

Under de mange frivillige hører også danske håndbolddommere, som kompenseres med nogen erkendtlighed, men nok sjældent driver lysten til at være på fløjten. En af 4 uundværlige enheder, når håndboldkampe rundt omkring i landet bliver afviklet. Træner, spillere, tilskuere og dommer.

Jeg har igennem mine knap 11 år som dommer, altid bestræbt mig på at skabe dialog, holde en god tone og dømme det bedste vorherre og HRØ har lært mig. Jeg altid målt min indsats på baggrund af de fejl, jeg selv noterede mig undervejs og har aldrig været for stor til at undskylde over for en træner eller spiller, for en fejlkendelse. For vi begår fejl, masser af dem. 12-14 spillere, konstant bevægelse og action overalt på banen, spillere ”der kommer i vejen” for synsfeltet og begivenheder væk fra bolden. Vi har vel været rigtig dygtige, hvis vi rammer 60-70 % i en kamp.

Min stil har virket for mig igennem årene og jeg har formået at holde god dialog med langt de fleste, hvilket også har bidraget til følelsen af ”at være med”. Jeg har 3 gange hævet stemmen og kun fundet anledning til at uddele to røde kort i mine i alt knap 700 kampe. Det har givet mig energi og glæde, at vejlede spillere og trænere, så vi sammen får den bedste oplevelse og måske også lidt regeluddannelse undervejs. Jeg har altid forholdt mig til kun af fløjte for det jeg kan se selv og ikke lade mig påvirke af stemning, tilråb og ”venlig vejledning” fra andre parter. Men vi kan ikke se alt og fremfor alt, står vi ikke samme sted og ser kampen. Nogle gør det på banen, andre fra bænken og andre igen fra tilskuerpladserne. Forskellige vinkler, spillere der står i vejen….

Men efter 11 år siger jeg stop. Stop fordi udviklingen kun har båret en vej. Den uforsonlige tone, hovedrysten, tilråb og ”øgenavne” er vokset drastisk. Det gælder desværre fra alle sider… Trænere, spillere og tilskuere. Jeg tænker faktisk ofte på om man også ryster på hovedet og sviner hinanden til på samme måde indbyrdes, efter en skidt kamp eller om man måske i stedet forstår alle kan have en off day og mere har brug for et ”kom igen”.

Regelkundskaberne er gennemgående simpelthen for ringe, både fra trænere, spillere og tilskuere. Selvom man naturligt udvikler en stærk selektiv hørelse som dommer, hvilket er nødvendigt for at overleve og være neutral, overhøres det jo ikke alligevel.

OG netop at være neutral har været min mest vigtige forudsætning og den rolle jeg har forsøgt at tage. Den bliver udfordret mere end nogensinde, fordi vi som dommere skal stå model til meget. Det er helt fair vi ikke er enige, men der er mange måder at udtrykke det på og tillade vi ikke ser tingene ens. At påtale hver eneste kendelse, råbe og skrige, kaste sig rundt med hænderne for hovedet. Tænk hvis jeg frit kunne løbe og kommentere på trænere og spilleres indsats… Som Peter Mikkelsen en gang sagde til en spiller, han havde få nok af” det er muligt jeg dømmer skidt i dag, men du skal bare være glad for man ikke kan blive udvist for at spille dårligt”.

Jeg har fået nok, motivationen, energien og glæden er væk. Helt nede fra U11 har vi nær Champions League tilstande og i det selskab, er jeg nok desværre ikke dygtig og kompetent nok til at begå mig. Handling og ansvar, uden at begå fejl, kommer aldrig til at ske, i hvert fald for mig. Jeg har glædet mig til hver kamp i 11 år, men det er slut nu. Jeg håber mine efterfølgere er dygtigere end jeg var, så roen kan blive genoprettet i hallerne.

Rigtig god vind til klubber, trænere og spillere i HRØ. Håndbold er stadig et fantastisk spil

Dommer 55893
Jan Binau