Kastere gav den hele armen til Världungdomsspelen

Amager Atletik Club
11. jul. 2024

Med næsten 7500 starter og godt 2800 deltagere fik syv atleter fra Amager AC kamp til stregen, da Nordens største ungdomsstævne, Världungdomsspelen, i weekenden 5.-7. juli blev afviklet på Slottskogsvallen i Sveriges næststørste by, Göteborg. Det blev til fire medaljer til Amager, hvor William i D14 stod for de to. I kuglestød strøg han helt til tops og snuppede guldet efter en spændende konkurrence, hvor han før sidste stød lå nummer to. I sjette forsøg sad alt imidlertid lige i skabet, og William sendte kuglen ud på 14,81m. En flot PR på 1.31m og en suveræn vinder af konkurrencen. I spydkast vandt William bronze med et kast på 43.04m, der ligeledes er ny PR.

I P17 vandt Celina sølv i højdespring, da hun i andet forsøg passerede højden 1.60m. Konkurrencen blev noget skæmmet af, at arrangørerne lige pludselig besluttede, at en atlet fra P16-gruppen skulle springe med, da hun skulle kvalificere sig til et andet stævne. Ærgerligt, for det forstyrrede Celina og den anden springer, der var tilbage i konkurrencen, netop som finalen skulle afgøres, men Celina fik trods alt en velfortjent sølvmedalje med hjem. I længdespring blev det til en 10. plads.

Ligeledes i P17 vandt Line bronze i diskos, og dermed beviste den 16-årige kaster igen, at hun sagtens kan bide skeer med konkurrenter, der er et år ældre. I spydkast blev det til en 11.-plads, mens Line i kugle P16 blev nummer 7. I samme konkurrence havde vi to deltagere med, da Silke blev nummer 12. I hammerkast dystede Silke i P17 og blev nummer 24 som den bedste danske atlet i konkurrencen.

I D14 kappede Vagn knap et sekund af sin PR på 800m, og med 2.10.70 rakte det til en flot ottendeplads i en stærk besat konkurrence. I længde var han kun en håndfuld cm fra sin PR, men det var desværre ikke nok til en finale. I D12 blev Alexander toer i B-finalen på 60m og nummer 10 samlet. Desværre havde arrangørerne problemer med de printede deltagerlister på papir, og det betød, Alexander fik en DNS i det indledende heat. Selvom fejlen var rettet digitalt, fik den ærgerligt nok lov til at fortsætte i de printede papirer,og det forstyrrede en hel del i finaleløbet, da Alexander endelig fik lov til at løbe. Til gengæld kørte det som smurt på 200m, og Alexander løb sig ind til en sjetteplads ved for første gang at klemme sig under de 28 sekunder. Desværre med lidt for meget medvind, så ingen PR.

Sidst men ikke mindst var Tristan med i spydkast og diskos i D17, hvor han var godt tilfreds efter nogle gode kast.

I stævnets holdkonkurrence endte Amager AC på en delt 46. plads ud af 180 med 7.0 medaljepoint. Det må siges at være flot – vores lille klub taget i betragtning.

Alt i alt var det en hyggelig weekend i Göteborg, hvor der også var plads til de sociale relationer. Blandt andet blev der dystet en hel del i hotellets bordtennislokale, og lørdag aften var hele delegationen ude at spise sammen.

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktionsoversigt
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktionsoversigt