Hygge, sjov og flotte resultater ved Spartas Børnestævne

Amager Atletik Club
16. mar. 2024

12 atleter fra Amager Atletik Club havde torsdag aften fundet vej til Østerbro, hvor Sparta afviklede sit årlige børnestævne. Det er et fint lille begynderstævne i roligt tempo, hvor man kan opleve, at det er sjovt at være med til stævne. Således blev det en god aften med masser af hygge, sammenhold og opbakning blandet med flotte resultater og en enkelt klubrekord. Celina, Amelie og Yardena var med som trænere til at holde styr på tropperne og give gode råd undervejs.

Hos P7 havde vi tre piger med. Liv, Nova og Martha. Pigerne skulle springe længdespring og løbe 40m, og der var personlige rekorder for alle tre i begge discipliner. Nova vandt begge konkurrencer, mens Martha blev toer på 40m og fik en fjerdeplads i længdespring. Ganske imponerende. Hos drengene på samme årgang var Leonardo med, og her var der også PR i begge discipliner.

Hos D9 fortsatte Eigil sin flotte indendørs sæson. Således vandt han både længdespring og 40m, mens han blev toer i kuglestød. Det samme kan man sige om Agnes hos pigerne, der også vandt længdespring. I 40m vandt hun sit heat og blev nr. 4 samlet, mens det blev til en femteplads i kuglestød. Edda var med i 40m og længdespring og satte PR i begge discipliner.

I D11 deltog Marc, Felix og Storm. Marc vandt sit heat i 60m og satte PR, mens Felix gjorde ham kunsten efter i det efterfølgende heat. Marc satte desuden PR i kuglestød, mens Storm vandt længdespring med flotte 4.55, der var nok til en indendørs PR. Storm stillede endvidere op i højdespring i D13, og med 1.38 var det nok til en flot tredjeplads.

Sidst men ikke mindst var der nærmest lagt op til holdkamp mellem Amager og Sparta på 60m hos D13, hvor Jonas, Storm og Alexander skulle prøve kræfter med Spartas dygtige løbere. I et hurtigt og tæt opgør blev Jonas treer i ny PR med 8.52, mens Storm og Alexander delte fjerdepladsen i 8.62. Alexander satte PR, mens Storm satte ny klubrekord hos de 10-11 årige på 60m.

Det var en rigtig god aften, og forhåbentlig er der mange flere atleter og forældre fra klubben, der har lyst til at komme med, når vi holder Tårnby Games i den sidste weekend i april.

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktionsoversigt
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktionsoversigt