FIF Håndbold til Tornby Cup: En weekend fyldt med kampe, fællesskab og sjov
I weekenden deltog FIF Håndbolds ungdomsafdeling i det store Tornby Cup, som hvert år samler over 2.500 deltagere. Stævnet byder på et væld af håndboldkampe, der spilles rundt omkring i hallerne i det meste af Vendsyssel. FIF var repræsenteret med hele fem hold, og det blev en uforglemmelig tur fyldt med intens håndbold og stærkt sammenhold.
Styrket fællesskab
Fællesskabet blev yderligere styrket af en mobilfri weekend, der gav børnene mulighed for at være til stede i øjeblikket og virkelig nyde hinandens selskab både på og uden for banen. Mellem kampene spillede vi spil, snakkede og legede, og om aftenen samlede vi os om tegninger og puslespil. Den sidste energi blev brændt af på fodboldbanen ved siden af, hvor vi boede.
FIF Håndbold deltager hvert år i en stor ungdomsturnering, og det kan kun lade sig gøre takket være den uvurderlige støtte fra FIF Støtteforening og vores trofaste sponsorer. Vi oplever, det er vigtigt, at så mange som muligt får chancen for at komme med, da det ikke kun udvikler de unge som individer, men også styrker deres glæde for håndbold. Turene skaber nye venskaber og motiverer spillerne til at blive endnu bedre både på og uden for banen.
Tak
Bestyrelsen sender en stor tak til de frivillige trænere og ledere, der sørgede for, at alt forløb godt, og til de unge spillere, som var en fornøjelse at have med. Forældrenes hjælp med både bagning og kørsel fortjener også stor ros.
Vi ser allerede frem til at gentage succesen næste år!
Vi har samlet en masse billeder fra turen HER i galleriet