Dominykas sejrede i Halmstad Masters
HGI Hillerød Bordtennisklub havde i denne weekend flere repræsentanter afsted til Halmstad Masters som var anden afdeling af Sveriges bedste turneringsrække, Yasaka Grand Prix.
Bedst gik det for Dominykas Samuolis som lørdag sejrede overlegent 3-0 i Pojke 11, og vandt bronze i Yasaka Grand Prix rækken P12, efter kun at have tabt til hjemmebanefavoritten Isak Alfredsson. I svenske stævner stiller Dominykas, lige som flere af vore øvrige spillere, op for vores svenske venskabsklub Skurups BTK. Det var Dominykas anden P11 sejr i svenske stævner i denne sommer idet han som tidligere nævnt HER også vandt i Ângby. Sportschef Jesper Møller udtaler, at Dominykas gode offensive spil gjorde udslaget.
Lørdag var også Daniel Simonsen og vore "nye" spillere, Martin Buch Andersen og Marius Dam, i kamp i Herre Junior 20. Her nåede Daniel længst med en 1/8-finale. Martin kæmpede en fin kamp mod 2. seedede Martin Friis (Spårvägens BTK) hvor Friis trak det længste strå. Tidligere Hillerød spiller Tom Jarvis vandt rækken på hjemmebane for sin nye klub Halmstad BTK.
I Herre Elite var det til gengæld Martin Buch som nåede længst med en 1/8- finale hvor den senere finalist Mehdi Bouloussa (Saint Denis) blev overmagten. Inden da havde Martin bl.a. slået den tidligere STIGAdivisions spiller Erik Åhman (Munkedals BTK), en stærk præstation 3-0 med sætcifrene 5, 4, 6!
Søndag var Nicolai de Voss draget med over sundet for at coache Carl Køngerskov, Alexander Mejer og Kristoffer Rasmussen. Her var det Carls tur til som dagens bedste resultat, at nå 1/8-finalen i Pojke 14.
Se alle resultater fra Halmstad Masters 2018 HER.
Næste Yasaka GP Rekordspelen spilles i Helsingborg den 29. - 30. september, og på dansk grund er næste store turnering hvor alle vore bedste spillere kan komme i kamp, LEVEL International den 22. - 23. september. Begge stævner har tilmeldingsfrist den 17/9-18.
Se invitationerne til Rekordspelen, LEVEL og de mange andre spændende turneringer på vores Stævneside HER
AF: Louis de Voss.