Årets ynglingespiller 2024 er fundet
AB er en gammel klub og en klub med mange traditioner. En af dem er kåringen af årets ynglingespiller i fodboldafdelingen, som daterer sig helt tilbage til 1920’erne. Årets ynglingespiller gives til en spiller der i særlig grad har gjort sig bemærket på og udenfor banen i sæsonens løb, og som fortjener et ekstra klap på skulderen.
Årets ynglingespiller er Frederik Lindgaard!
Frederik har haft en flot sæson for U19-holdet, der sluttede på 6. pladsen i U19 Divisionen. De mange gode kampe resulterede i 11 mål og 9 assists, og det på trods af at han i flere kampe har været med til 1. seniors kampe i stedet for U19.
Netop 1. senior har Frederik Lindgaard også spillet en rolle for, hvor det i sæsonen blev til optræden i 11 kampe. Og forrige uge afsluttede han den flotte sæson med at sætte sin underskrift på sin første professionelle kontrakt med AB’s hold i 2. division.
Head of Academy & Coaching i AB, Simon Ervolder Andresen, er naturligvis glad og stolt på Frederik Lindgaards vegne:
- "Frederik har igennem mange år været en fantastisk repræsentant for AB's fodboldakademi. Han er kommet til Skovdiget hver evig eneste træningsdag med det formål om at blive dygtigere og om at løfte kvaliteten og miljøet i vores talentudviklingsprogram. Vi er stolte af, at han for nyligt skrev under på sin første kontrakt med AB, og vi glæder os helt vildt til at følge hans fortsatte udvikling og til at få mange flere store oplevelser med ham på Gladsaxe Stadion i fremtiden".
Frederik Lindgaard er den 94. spiller til at få sit navn indgraveret på de træplader, der indeholder alle vindere af årets ynglingespiller i AB. Listen er lang og med mange AB-stjerner, heriblandt Knud Lundberg i 1937, Niels Yde i 1962, Martin Albrechtsen i 1997, Peter Løvenkrands i 1998, Lukas Lerager i 2010 og Emil Mygind i 2019.